20210202-095102-L-1920x1280we
Ifølge Carl-Johan Dalgaard, overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet, skyldes produktionstabet, at hjemmearbejde blive mindre effektivt, når børnene også er hjemme. (Arkivfoto) Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Mindre effektivt hjemmearbejde:
Skolenedlukning koster milliard i produktionstab hver uge

20. dec. 2021 06.08
Hjemmearbejde bliver mindre effektivt, når skolebørn er hjemsendt, og det koster i produktionstab.

Det koster 1,2 milliarder kroner i produktionstab hver uge, hvor landets skolebørn er hjemsendt.

Det viser en beregning, som Dansk Erhverv har lavet på baggrund af en analyse udarbejdet af regeringens faglige referencegruppe i januar 2021. Det skriver Berlingske.

Det er særligt dyrt at hjemsende de laveste klasser. En milliard af tabet kan tilskrives hjemsendelse af 0. til 4. klasse.

Ifølge Carl-Johan Dalgaard, overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet, skyldes produktionstabet, at hjemmearbejde blive mindre effektivt, når børnene også er hjemme.

- Hvis det rigtige er at lukke skolerne for at bremse smitten, så vil det have nogle negative konsekvenser for økonomien. Det gør hjemmearbejde mindre effektivt de steder, hvor man arbejder hjemme. Hvis du sender specielt de små børn hjem, vil der opstå problemer for mor og far, der hvor hjemmearbejde ikke er så nemt, siger Carl-Johan Dalgaard til Berlingske.

Kjeld Møller Pedersen, professor i økonomi ved Syddansk Universitet, tænker ikke, "at det er et skræmmende stort beløb sammenlignet med så meget andet".

- Det viser bare, at ingen restriktioner er gratis. Alt koster noget, siger Kjeld Møller Pedersen til Berlingske.

Han siger videre, at prisen for skolehjemsendelsen ikke kan sammenlignes med den omsætning, der går tabt, når man laver restriktioner, der rammer nattelivet og restauranter.

- Jeg tror ikke, man har valgt denne restriktion, fordi det ikke er dyrt for staten. Det er, fordi smitten i høj grad spredes blandt børnene. Så mit gæt er, at der ikke er skelet til økonomien, da man har valgt at sende børnene hjem, siger Kjeld Møller Pedersen.

Blandt de seneste restriktioner er, at barer, restauranter og caféer skal lukke fra klokken 23 til 05 og ikke må servere alkohol efter klokken 22.

Fra december sidste år og flere måneder ind i 2021 var skolebørn i lange perioder hjemsendt.

15. december blev skolerne lukket igen i en midlertidig hjemsendelse af skoleeleverne. Efter planen møder de ind igen 5. januar.

/ritzau/