Det forventes, at 331 ansatte ud af 800 i SAS Ground Handling, i dag vil få at vide, om de har mistet deres arbejde. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

SAS fyrer 1.593 ansatte: Cheflønninger tilbage på niveau

29. jun, 09:17
1593 medarbejdere har mandag modtaget en fyreseddel fra SAS. - Det er en meget trist dag, siger formanden i 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen. Han mener, at ledelsen sender et signal ved at gå tilbage til lønniveauet før krisen.

Opdateret klokken 16:30 med citater fra Henrik Bay, formand i 3F Kastrup.  

Luftfartsselskabet SAS har mandag sat navn på de medarbejdere, der nu er opsagt. Det drejer sig om 1.593 medarbejdere. Det er en smule færre end ventet, da SAS oprindeligt havde regnet med 1.700 opsagte stillinger.

De ansatte har ventet på besked om deres jobsituation siden den 28. april, hvor firmaet meldte ud, at de planlagde at nedlægge 1.700 fuldtidsstillinger.

LÆS OGSÅ: Ole og Pia er hjemsendt fra lufthavnen: I dag får Ole besked, om han er fyret

En stor del af de ramte har allerede modtaget deres fyreseddel, der blev sendt ud fra søndag midnat til den enkelte medarbejders e-Boks. Det fik de ansatte besked om via sms torsdag.

- I dag handler det om at tage os af, hjælpe og servicere de kolleger, der er opsagte. Selvom det ikke er os, der sender fyresedlen ud, så er det os, som der bliver ringet til. Vi gør, hvad vi kan for at støtte dem, siger Kim Buchholdt, der er næstformand i Ekspeditionsarbejdernes Klub ( for medarbejderne i SAS Ground Handling, red).

Serie: Kastrup i knæ

Før coronakrisen var der 22.000 ansatte i 1.000 virksomheder i og omkring Københavns Lufthavn. Flere tusinde risikerer at miste deres job, når hjælpepakkerne rinder ud. A4 Arbejdsliv går tæt på nogle af de ansatte og på den kæmpe økonomiske krise, som lufthavnen står i. En krise, der rammer mennesker og deres drømme, familier og lokalsamfund. I en fælles indsats søger politikere, virksomheder, fagforeninger og Tårnby Kommune at få de ansatte til at lande bedst muligt efter en uønsket mental lufttur.  

Andre artikler i samme serie: 

80 Falck-ansatte fyret: Nu er der særlig hjælp på vej

Jobcenter åbner i Københavns Lufthavn

Martin er ansat i lufthavnen: I dag får han besked om han er fyret

228 ansatte fyret: "Det er fuldstændig forfærdeligt"

Ole og Pia er hjemsendt fra lufthavnen: I dag får Ole besked, om han er fyret

Jobcenter uden krav og kontrol åbner: - Det kan blive fremtiden

Hummelgaard efter masse-fyringer: 'Vi kunne ikke have gjort mere'

Ole i sorg over fyringer i SAS: 'Min familie er revet midt over'

Min far var 34 år i lufthavnen: Nu er hans arbejdsliv forbi

Henrik Bay-Clausen, der er formand i 3F Kastrup, har talt med flere af de opsagte SAS-medarbejdere i løbet af dagen:

- Det er en meget trist dag. Det er forskelligt, hvordan folk tager det. Nogle har den her følelse af, at det giver mulighed for at åbne et nyt kapitel i deres liv, mens andre har været mere opgivende.

Formanden for mange af de opsagte bagageportører siger, at der mandag eftermiddag og i løbet af ugen vil være informationsmøder med de opsagte medarbejdere. Han fortæller også, at der ikke er en eneste af de opsagte, der er fritstillede.

- Der skal styr på mange ting både for de opsagte og for dem, der skal tilbage på arbejdet. Lige nu er vores fokus blandt andet på, at de medarbejdere, der er opsagt vil få mulighed for at uddanne sig i deres opsigelsesperiode.  Ligesom der også skal være nogle uddannelsesforløb for dem, der blive i deres ansættelse. De kommer jo også tilbage til en arbejdsplads, der er anderledes med færre passagerer og kollegaer.

Et andet fokus er, at de medarbejdere, der ikke er opsagte, ikke skal betale en større pris end de allerede har gjort:

- Medarbejderne har allerede betalt en 10 procents nedgang i deres pension, nu har de også betalt med fyringer, så skal de ikke også presses med forringede arbejdsvilkår og nedgang i løn, understreger han.  

- Efter midlertidig lønnedgang på 20% under coronakrisen sættes lønnen ifølge Travel News nu tilbage for topledelsen til niveauet før krisen. Hvad mener du om det?

- SAS-ledelsen sender i hvert fald et signal om, at de medarbejdere, der bliver tilbage, ikke også skal have en lønnedsættelse.

Desuden håber Henrik Bay-Clausen, at SAS vil oprette en jobbank, så de medarbejdere der i dag er blevet opsagt ikke bliver glemt, og lettere kan komme tilbage i virksomheden igen. Det er ikke sket endnu. 

Det forventes, at 331 ansatte ud af 800 i SAS Ground Handling vil miste deres arbejde. Langt størstedelen er bagageportører. Derudover har omkring 700 af de 1.200 kabineansatte i Danmark modtaget et opsigelsesbrev.

LÆS OGSÅ: 80 Falck-ansatte fyret: Nu er der særlig hjælp på vej