- Samfundet ser med stor alvor på sager om økonomisk kriminalitet mod staten under covid-19-krisen, siger politiinspektør Kim Kliver om en anholdelse af en 42-årig kvinde. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

42-årig direktør anholdt: Sigtet for corona-svindel

15. okt 2020, 18:15
Politiet har anholdt en kvinde på 42 år i en sag om bedrageri med hensyn til hjælpepakken om lønkompensation.

En direktør for flere små virksomheder på Sydsjælland er blevet anholdt for at have bedraget det offentlige i forbindelse med hjælpepakken om lønkompensation.

Den 42-årige kvinde fremstilles fredag i et retsmøde i Næstved, hvor en anklager vil bede om varetægtsfængsling, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag i en pressemeddelelse.

Beløbet er på mere end en halv million kroner, oplyser politiinspektør Kim Kliver.

- Samfundet ser med stor alvor på sager om økonomisk kriminalitet mod staten under covid-19-krisen, siger han i pressemeddelelsen.

Folketinget har vedtaget en lov, der betyder, at straffen kan stige til det firedobbelte, hvis en borger svindler med en af hjælpepakkerne.

I flere andre politikredse er der også rejst sager, og den første sag blev afgjort ved retten i sommer.

Her blev en 29-årig mand af Københavns Byret idømt fængsel i et år og seks måneder for at have søgt om 427.500 kroner for fem opdigtede medarbejdere.

Det var mere end en fordobling af den normale straf.

Men anklagemyndigheden mener, at den skal skærpes og har derfor anket til Østre Landsret. Her har man besluttet at sætte sagen foran i køen, så den allerede kan afgøres 26. oktober.

Ifølge den seneste opgørelse fra begyndelsen af oktober har politiet modtaget 128 anmeldelser om bedrageri med relationer til hjælpepakkerne. De drejer sig om i alt 43 millioner kroner. Langt de fleste sager drejer sig om netop om ordningen med lønkompensation.

/ritzau/