Når vi er villige til at holde hånden under virksomheder, må det samme gælde for de ledige, siger Karsten Hønge. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Særligt coronatillæg: SF klar til at hæve dagpengesatsen

23. mar, 21:00
Et midlertidigt coronatillæg, som 3F har foreslået, kan være med til at fjerne frygten for fyresedlen, siger Karsten Hønge (SF). Lad os nu først se effekten af hjælpepakkerne før vi diskuterer nye tiltag, lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Det vakte opsigt, da 3Fs forbundsformand Per Christensen søndag i A4 Arbejdsliv forkyndte, at Christiansborg midlertidigt bør hæve dagpengene til 25.000 kroner om måneden, så et stigende antal arbejdsløse kan klare sig helskindede gennem coronakrisen.

Efterfølgende var Enhedslisten hurtigt ude med et løfte om, at de ville forsøge at gøre forslaget til lov. Finansordfører Rune Lund opfordrede finansministeren til at indkalde til forhandlinger i denne uge, fortalte han til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Nu rammer coronakrisen byggeriet: 1.000 nye ledige på to uger

Og nu kommer SF også på banen. Her er man klar til at stemme for en midlertidig forhøjelse af dagpengesatsen, hvis beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) indkalder til forhandlinger.

Det siger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge.

- At give højere dagpenge i en kortere periode ligger fuldstændig i tråd med SF's politik. Om det så lige skal være SF's model eller 3F's model, kan vi finde ud af. Jeg er stærkt tilhænger af, at vi kan fjerne frygten for fyresedlen ved at give en højere sats i en kortere periode, siger han.

Jeg vil ikke afvise, at der skal ske yderligere tiltag, men jeg mener også, at vi nu skal afvente og se udviklingen
Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister (S)

Beskæftigelsesordføreren henviser til, at SF sidste år foreslog en 25 pct. forhøjelse af dagpengesatsen i de første to ledighedsmåneder, og derfor er partiet meget åben for at diskutere 3F's forslag. Karsten Hønge vil ikke lægge sig fast på en konkret model, men siger, at han er principiel tilhænger af en højere dækningsgrad for dagpengene - især i starten af ledighedsperioden.

Nu laver du en forbindelse til SF's tidligere forslag. 3F-formand Per Christensen var jo meget klar i spyttet omkring, at et coronatillæg skulle ses som en nødforanstaltning i en krisesituation. Bliver det her ikke bare en undskyldning for at indføre en højere dagpengesats permanent?

- Ligeså vel, som vi siger til firmaerne, at de ikke skal regne med, at vi går rundt og understøtter deres virksomhed for tid og evighed, ligeså vel kan man sige til de arbejdsløse, at det kun er for en periode. Det er jeg ikke nervøs for, siger Karsten Hønge.

Hummelgaard: Lad de 300 milliarder få lov at virke

Diskussionen om midlertidigt at forhøje dagpengesatsen kommer efter en uge med rekordstore stigninger i antallet af arbejdsløse. Fra mandag til lørdag i sidste uge har mere end 21.600 personer meldt sig ledige. Det er en mangedobling af det normale niveau, hvilket har ført til sammenligninger med tiden omkring finanskrisen.

Regeringen kunne i sidste uge - flankeret af alle Folketingets partier - præsentere en stribe krisehjælpsordninger, der skal holde hånden under omsætning, såvel som arbejdspladser i danske virksomheder. Tidligere har regeringen også indgået en historisk trepartsaftale med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

LÆS OGSÅ: Anna blev fyret på grund af coronakrisen: 'Jeg kæmper for at undgå dagpenge'

Nogle af initiativerne er målrettet den voksende skare af jobsøgende i en tid uden jobopslag. Det gælder blandt andet tre måneders ekstra dagpenge, så de tre måneder fra 9. marts til 9. juni ikke tæller med i regnskabet, og en forlængelse af sygedagpengeperioden.

Regeringen sætter sin lid til, at de vedtagne hjælpepakker vil redde tusindvis af danskere fra arbejdsløshed og forbedre vilkårene for dem, der mister jobbet. Derfor er det også for tidligt at diskutere mere økonomisk krisehjælp, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til A4 Arbejdsliv.

- Jeg vil ikke afvise, at der skal ske yderligere tiltag, men jeg mener også, at vi nu skal afvente og se udviklingen, når regeringens mange hjælpepakker for alvor kommer i brug. Jeg vil lige minde om, at regeringen har brugt knap 300 mia. kroner, og de mange penge skal altså lige ud og gøre gavn, før vi kan se den reelle effekt, siger Peter Hummelgaard.

Liberal Alliance: 3F-forslag vil føre til arbejdsløshed og recession

Selvom de traditionelle partifarver kan virke noget udviskede, når samtlige partiformænd står skulder ved skulder og fremlægger hastelovgivning, er der stadig en hård kontrast mellem rød og blå, når det kommer til spørgsmålet om et coronatillæg, der vil forhøje dagpengene.

Modsat SF's Karsten Hønge er Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, ude i en sønderlemmende kritik af ideen. Ifølge LA-frontmanden vil forslaget resultere i arbejdsløshed og økonomisk nedsmeltning, skriver han på Twitter.

I Dansk Folkeparti forholder man sig neutralt og vil ikke tage stilling til et coronatillæg på nuværende tidspunkt. I stedet afventer man, om det er noget, som regeringen vil bringe op på samme facon, som de øvrige hjælpepakker blev vedtaget.

- Hvis der kommer et reelt forslag fra regeringen, diskuterer vi det der. Vi afviser ikke noget på forhånd i disse tider, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF).

Også Fødevareforbundet NNF, der organiserer 20.000 slagtere, mejeriarbejdere og ansatte fra andre dele af fødevareindustrien, har reageret på ideen om et coronatillæg. Efter et hovedbestyrelsesmøde mandag er forbundet blevet enige om at støtte 3F's forslag, skriver NNF i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Corona: Dansk gigant sløjfer udbytte til aktionærerne

- Den eksplosive udvikling i antallet af ledige viser jo, at mange virksomheder vælger at skille sig helt af med deres arbejdskraft i den her situation. Vi har en fælles interesse i at sikre, at også de ledige holder skindet på næsen og er klar til at træde til igen, så snart krisen vender, siger forbundsformand Ole Wehlast.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her