Chefredaktør efter Frank J-exit: Det politiske mandefald fortsætter

19. okt 2020, 13:00

Frank Jensen tager den rigtige beslutning ved at træde af som overborgmester i København.

Dermed kommer den erfarne politiker partiformand Mette Frederiksen i forkøbet. Hun skulle ellers træffe en meget vanskelig beslutning. Save en kammerat - hvilket man normalt aldrig gør - eller står man bag ham, vel vidende at beskyldninger om hykleri vil klæbe til partiformanden og statsministeren?

Han kunne have afventet en advokat-undersøgelse, men den politiske skade er sket. Socialdemokratiet i København står i alle tilfælde over for et vanskeligt kommunalvalg til næste år. Med en "krænker" i spidsen kunne Frank Jensen meget vel blive den figur, der taber borgmesterkæden ud af den 100-årige højborg.

Det er en godt 30-årig karriere i politik, der hermed slutter. Frank Jensen har været København en god overborgmester. Det vil ikke være rimeligt, hvis hans eftermæle kun skal handle om, at han i flere tilfælde er gået for langt over for kvinder.

Han slutter sig til Morten Østergaard som mandlig topfigur nummer to, der må forlade magten i utide og som konsekvens af den "metoo"-bølge, der skyller ind over os. Hvem ved, hvem den næste bliver? Vi ser i disse dage den mandlige, politiske kultur vakle som aldrig før.

Der er sket en del, siden Sofie Linde med en stor tv-megafon fik åbnet for en voldsom mængde skildringer af overgreb, krænkelser og i mildeste tilfælde pinlig opførsel:

1) Kvinder har brudt tavshedens grænse. Nu tør de - og andre krænkede - stå frem og fortælle, hvad der er sket. Og i nogle tilfælde også pege på, hvem der har krænket dem. Det ER godt, og et udtryk for, at vi nærmer os et ligeværdigt rum. Det skal være normen at sige fra, og det skal være for fuld risiko om større eksponering, hvis krænkere går for langt. Pinligt - og i grove tilfælde med negative karriere-konsekvenser.

Det er ikke sjovt forsinket at finde ud af, at ens tid er gået.
Nicolai Kampmann

2) Omfanget er bedrøveligt stort. Medierne har fokus på egen og den politiske verden, men kvinder i mange andre brancher har også skulle døje med for meget lort og dumsmarte bemærkninger. Vi ved det fra restaturationsbranchen, og vi får nu fortællinger fra kreative brancher og uddannelses-verdenen. Sexistisk kultur findes rigtig mange steder. Vi står med et stort, kulturelt problem.

3) Mænd og politisk magt. Det er tankevækkende, at politikere som Morten Østergaard og Frank Jensen skal igennem en større mediemølle, før de indser, at de har krænket kvinder. "Sildig (sen) opvaagnen", som Steen Steensen Blicher skrev engang. Det er ikke sjovt forsinket at finde ud af, at ens tid er gået.

De to toppolitikere kan nu kaldes for "seriekrænkere". De er næppe de sidste, der kommer gennem selvransagelsen.

For nylig bragte Politiken en fin artikel, hvor skribenten genbesøgte Susan Simonsens fortælling om livet som ung, kvindelig praktikant på Christiansborg i 2017. Hun oplevede det samme, som mange, mange kvinder fortæller i dag. Men dengang blev Simonsen kaldt for "naiv", selv om hun set med nutidens øjne både har ret og mest virker som modig.

Susan Simonsen er en overrumplende heltinde, der stod frem og fortalte om en dysfunktionel, sexistisk kultur på Borgen. På tre år er vi dog kommet så langt, at en krænket kvinde tages alvorligt. Men vi er ikke kommet så langt, at de ikke stadig skal opleve at blive svinet til på sociale medier. Det er godt nok trist, at man som ung kvinde i politik enten skal "spille med på legen" eller stå til offentlig spanking, når man står frem og taler ud. Vorherrebevares!

4) Vi ved ikke, hvor vi lander. Når bølgen har lagt sig og diverse undersøgelser kortlægger, hvad der er sket og skal ske med evt. krænkere. Men det er stensikkert, at man som mandlig leder tænker sig vældig godt om. Ellers er vi da helt tonedøve. Og så har de krænkede vundet en vigtig kamp.

Det er godt nok trist, at man som ung kvinde i politik enten skal "spille med på legen" eller stå til offentlig spanking, når man står frem og taler ud. Vorherrebevares!
Nicolai Kampmann

Vi skal gerne derhen, at man som mand ret let kan regne ud, når en kvinde ikke lige falder for ens "sjove" humor eller håndspålæggelser. Vi skal også derhen, at kvinder altid siger fra på stedet. For de færreste ønsker egentlig et langt forløb - offentligt eller ej - hvor der skal bruges energi på, hvem der gjorde hvad og hvordan.

5) Er der ikke en forskel på generationerne? Jeg har talt med mange jævnaldrende kvinder - plus minus nogle år omkring de 50 - der fortæller, om sexistiske bemærkninger som noget ret almindeligt i deres unge dage. Vi ser også en del midaldrende komme ud og tale om, at de unge skal blive bedre til at sige fra og ikke fremstå så offer-agtige. Denne tilgang har ikke meget for sig hos de unge.

Vinklen er giftig, fordi den udfordrer os på tværs af venskaber, familier og i politiske partier. Står du frem som led i en magtkamp, er et nærliggende spørgsmål?

Til det kan man svare med et modspørgsmål: Hvad skal en krænket egentlig gøre? Såvel som en mulig krænker ikke automatisk er skyldig, har en krænket vel heller ikke et gustent motiv for at fortælle sin historie.

Der er behov for, at vi lytter til hinanden. Reflekterer. I givet fald undskylder en konkret adfærd. Og i fællesskab taler om, hvordan vi kommer videre herfra. Det lyder bedaget og måske lidt kedeligt. Men har du et bedre alternativ?