
Serie: Kastrup i knæ
Før coronakrisen var der 22.000 ansatte i 1.000 virksomheder i og omkring Københavns Lufthavn. Flere tusinde har allerede mistet deres job, og langt flere vil følge efter i takt med, at hjælpepakkerne rinder ud. A4 Arbejdsliv går tæt på nogle af de ansatte og på den kæmpe økonomiske krise, som lufthavnen står i. Det gør vi i serien Kastrup i knæ.
Vi har blandt andet fulgt ægteparret Pia Sudsgaard og Ole Falster, der begge arbejder i lufthavnen. Vi mødte dem første gang, da de netop var blevet hjemsendt, og igen da Ole Falster fik afgørelsen om, om han fik lov til at beholde sit job.
- To fra mit nattehold, hvor vi var syv, er blevet fyret. Jeg talte med den ene, og han var sgu ked af det. Det er jo min familie, der er blevet revet midt over. Vi har arbejdet sammen i 12 år, så det er vel nærmest en slags sorg, jeg er i, fortalte Ole Falster i artiklen Ole i sorg over fyringer i SAS.
Coronakrisen rammer mennesker og deres drømme, familier og i særdeleshed lokalsamfund i Kastrup og Tårnby.
Derfor har vi også talt med borgmesteren i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen (S), der har taget initiativ til et nyt jobcenter, der udelukkende skal hjælpe de op imod 8.000, der risikerer at mister deres arbejde. Langt de fleste bor på Amager.
- Det er meningen, at vi skal fange de ledige i opsigelsesperioden, så de kan få hjælp til at blive omplaceret eller videreuddannes, sådan at de ikke ender i arbejdsløshed, siger borgmesteren i artiklen Jobcenter åbner i Københavns Lufthavn.
Men kommunen kan ikke alene løfte den tunge byrde, der begyndte, da Mette Frederiksen lukkede landet d. 12. marts, Derfor har vi også spurgt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om, hvad regeringen har kunnet gøre for de lufthavnsansatte.
- Det er rigtig trist. Men jeg har grundlæggende svært ved at se, hvordan vi kunne have gjort mere. Fokus har været at redde SAS og de øvrige luftfartsselskaber med økonomisk aktivitet. Man kan redde en branche fra at bukke under, men det kan du kun gøre i en periode, siger ministeren i et interview, du kan læse her.
Serie: Kastrup i Knæ
Vi har samlet alle artiklerne i en serien herunder:
4. juni: Jobcenter åbner i Københavns Lufthavn
23. juni: 80 Falck-ansatte fyret: Nu er der særlig hjælp på vej
25. juni: Martin er ansat i lufthavnen: I dag får han besked om han er fyret
26. juni: 228 ansatte fyret: 'Det er fuldstændig forfærdeligt'
29. juni: SAS fyrer 1.593 ansatte: Cheflønninger tilbage på niveau
29. juni: Ole og Pia er hjemsendt fra lufthavnen: Nu får Ole besked, om han er fyret
30. juni: Jobcenter uden krav og kontrol åbner: 'Det kan blive fremtiden'
30. juni: Hummelgaard efter masse-fyringer: 'Vi kunne ikke have gjort mere'
1. juli: Ole i sorg over fyringer i SAS: 'Min familie er revet midt over'
1. juli: Min far var 34 år i lufthavnen: Nu er hans arbejdsliv forbi
20. august: 3F rejser sag mod SAS: Fleksjobbere er kommet i klemme
21. august: Jobcenter i lufthavnen har travlt: 1350 har taget imod hjælp
21. august: Carsten blev fyret fra lufthavnen: 'Man bliver først klog, når man har mistet'