Giver gode råd til minister: Seniorer skal opkvalificeres
Formanden for Seniortænketanken, Harald Børsting, præsenterede i dag 20 anbefalinger til, hvordan seniorer sikres et længere og godt arbejdsliv.

Giver gode råd til minister: Seniorer skal opkvalificeres

21. nov, 17:07
Seniorer skal have et bedre arbejdsliv, så flere vælger at udskyde pensionen. Derfor har Seniortænketanken blandet andet anbefalet et forpligtende partnerskab efter norsk inspiration, og så skal mange flere seniorer opkvalificeres.

Seniortænketanken med tidligere LO-formand Harald Børsting i spidsen kom i dag med sine anbefalinger til, hvordan man i fremtiden kan fastholde flere seniorer på arbejdsmarkedet.

De i alt 20 anbefalinger blev præsenteret på et pressemøde i Beskæftigelsesministeriet med deltagelse af blandt andre beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Her kvitterede ministeren for tænketankens arbejde og erklærede sig enig i gevinsterne ved at lade de seniorer, der kan og vil, blive på arbejdsmarkedet i længere tid.

- Vi kommer til at kigge på anbefalingerne og arbejde videre med dem, sagde Peter Hummelgaard.

LÆS OGSÅ: Seniortænketank: Pilotforsøg med BFA i hovedrollen skal fastholde ældre på arbejdsmarkedet

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

Han understregede samtidig, at det stadig er regeringens ambition at indføre en ret til tidlig pension for dem, der har været mange år på arbejdsmarkedet og er nedslidte.

Ser mod Norge og Sverige

Seniortænketanken blev sat i verden i maj 2018 som et led i en aftale mellem den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti.

Formålet var at finde frem til en række anbefalinger, der kan være med til at sikre, at beskæftigelsesfrekvensen for seniorer mellem 60-70 år bevæger sig tættere på gennemsnittet for de øvrige aldersgrupper på arbejdsmarkedet.

Det skal ifølge tænketanken ske gennem tre såkaldte sigtelinjer og 20 anbefalinger. (Se faktaboks nedenfor). I sin præsentation fremhævede formand Harald Børsting især den første anbefaling om, at der skal etableres et partnerskab mellem regeringen og de centrale aktørere på området.

Her har man hentet inspiration fra Norge, hvor regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en forpligtende aftale, der blandt andet sikrer, at personer over 50 år bliver ét år længere på arbejdsmarkedet sammenlignet med i dag. I en dansk kontekst skal partnerskabet først og fremmest være med til at understøtte de tre sigtelinjer.

- Det er vigtigt, at partnerskabet har en forpligtende karakter, så aktørerne også påtager sig det ansvar, der følger med, sagde Harald Børsting.

Herhjemme ligger beskæftigelsesfrekvensen blandt de 55-64 årige på 70,7 procent, hvilket er betydeligt lavere sammenlignet med for eksempel de svenske seniorer. I Sverige er 7,2 procentpoint flere seniorer således stadig i arbejde.

Hvis den forskel bliver udlignet, vil det ifølge tænketankens beregninger betyde, at beskæftigelsen vil blive øget med 50.000 personer, og at de offentlige finanser vil blive forbedret med ca. 13,5 mia. kr. - eller hvad der svarer til at ansætte godt 20.000 sygeplejersker i et år.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen

Seniortænketankens 20 anbefalinger

Anbefaling 1: Der etableres et parnerskab mellem regeringen og de centrale aktører på området, som samarbejder om, at beskæftigelsen for seniorer fortsat stiger.

Sigtelinje 1: Der skal etableres bedre muligheder og vilkår for det lange arbejdsliv

Anbefaling 2: Aftaleparterne skal fremme lokale løsninger på arbejdspladserne.

Anbefaling 3: Lokalaftaler og seniorpraksis skal udnytte de lokale muligheder for bedre fastholdelse af seniorer på arbejdspladserne.

Anbefaling 4: Arbejdspladserne skal tænke i nye måder at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen.

Anbefaling 5: Leders skal tale med seniormedarbejdere om, hvad der skal til for at fastholde dem på arbejdspladsen.

Anbefaling 6: Kompetenceafklaring og opkvalificering i AMU skal udvikles og målrettes jobfunktioner.

Anbefaling 7: Der gennemføres pilotforsøg om arbejdsmiljøvejledning.

Sigtelinje 2: Ledige seniorer skal lige så hurtigt tilbage i job som andre grupper af ledige

Anbefaling 8: Seniorer skal have tidlige samtaler i jobcentret og a-kassen med øget fokus på ordinær jobformidling.

Anbefaling 9: Jobcentre skal have bedre mulighed for at give seniorer med særlige behov bevis på deres kompetencer og tilbud om opkvalificering.

Anbefaling 10: Seniorer langt fra arbejdsmarkedet skal have en virksomhedsrettet indsats.

Anbefaling 11: Seniorer over folkepensionalderen skal have bedre hjælp med jobsøgning.

Anbefaling 12: En arbejdsgruppe skal se på paradoksledighed blandt seniorer.

Anbefaling 13: De regionale arbejdsmarkedsråd skal følge seniorernes beskæftigelsessituation.

Anbefaling 14: Beskæftigelsesindsatsen for seniorer skal i højere grad understøttes af data og målinger af målgruppen.

Anbefaling 15: Jobmatch mellem ledige seniorer og virksomheder bør forbedres.

Sigtelinje 3: Det skal være nemmere at gennemskue fordele ved at udskyde tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet

Anbefaling 16: Pensionsinfo.dk udbygges, så den enkelte bedre kan se de økonomiske gevinster ved at arbejde længere.

Anbefaling 17: Der bør udvikles mere målrettet information om at udskyde tilbagetrækning.

Anbefaling 18: Pensionsselskaberne skal rådgive om muligheder for at arbejde længere.

Anbefaling 19: Pensionsselskaberne bør tilbyde mere fleksible muligheder for delpension og evt. tilbagevenden.

Anbefaling 20: En kommission skal se på forenkling af reglerne i pensionssystemet.

Kilde: Seniotænketankens hjemmeside.

Kompetenceafklaring og opkvalificering

Derudover fik især anbefaling 6, der handler om kompetenceafklaring og opkvalificering i AMU, store roser med på vejen af Harald Børsting, der gik så vidt som at kalde anbefalingen for 'en genialitet'.

I dag bliver medarbejderes kompetencer vurderet ud fra indholdet i de enkelte uddannelser. Men mange seniorer - og det gælder særligt de ufaglærte og faglærte - kan efter et langt arbejdsliv have svært ved at sætte ord og begreber på de kompetencer, som de i løbet af årene har tilegnet sig.

Derfor anbefaler Seniortænketanken, at seniorer fremover og indenfor rammerne af AMU skal tilbydes kompetenceafklaring, men også rådgivning om hvordan de sætter ord på deres kompetencer, så de kan beskrive deres værd overfor arbejdsgiverne. Samtidig kan rådgivningen suppleres af opkvalificering målrettet konkrete job.

- Det gør, at de seniorer, der har mod på det, kan søge nye udfordringer. Men også at de helt kan skifte spor, så de eksempelvis undgår nedslidning. Det vil samtidig lette jobcentrenes arbejde, når de ledige seniorer skal i beskæftigelse, forklarede Harald Børsting.

Anbefalingen kræver dog ifølge Børsting, at der omprioriteres fem millioner kroner fra trepartsaftalen fra 2018 om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse. De penge skal blandt andet bruges til at teste anbefalingen på udvalgte AMU-centre.

Samtidig vil det ikke være endnu en udgift for kommunerne, fordi de kan søge om midler til opkvalificering fra den regionale uddannelsespulje.

LÆS OGSÅ: Ny millionaftale på plads: Vil opkvalificere ufaglærte

Afslutningsvis takkede beskæftigelsesministeren Harald Børsting og de øvrige medlemmer af Seniortænketanken for deres arbejde.

- Når vi er på den anden side af næste års overenskomstforhandlinger, så vil vi sammen med Folketingets øvrige partier diskutere, hvilke anbefalinger vi kan gribe fat i og gå videre med. Partnerskabet kunne klart være en af dem, fastslog Peter Hummelgaard.

Kontakt
Redaktør af A4 Arbejdsliv

Henning Due
[email protected]
+45 21628712

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Arbejdsliv er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...