- Som noget af det første i forbindelse med genåbningen bør alle ældre i ældreplejen tilbydes en hovedrengøring af deres hjem eller plejebolig, siger Palle Smed, direktør i Danmarks næststørste seniororganisation, Faglige Seniorer. Foto: Søren Zeuth/Faglige Seniorer/

Seniorer kræver tryghed for ældre i eget hjem

23. apr, 06:36
Faglige Seniorer vil ikke kun have retningslinjer for genåbning af plejehjem, men også for ældre, der bor i eget hjem og modtager hjemmehjælp. Organisationen spiller ud med 10 forslag.

Politikerne på Christiansborg mødes torsdag for at diskutere, hvordan landets plejehjem langsomt kan åbnes igen.

Ældreorganisationen Faglige Seniorer har 10 forslag til en tryg genåbning af ældreplejen.

LÆS OGSÅ: Plejehjem ramt af corona - "En meget tragisk sag"

I oplægget opfordrer Faglige Seniorer til, at der ikke kun bliver udarbejdet retningslinjer og hjælpepakker for plejecentre – men også for de ældre, der har valgt at blive boende i eget hjem, skriver Faglige Seniorers nyhedsbrev

- Vi ved, at mange af vores medlemmer, der bor i egen bolig, er bekymrede. Flere har frabedt sig hjemmehjælp af frygt for at blive smittet af hjemmehjælpen. Den bekymring hos en meget stor gruppe af ældre håber vi, at politikerne også vil være opmærksomme på, siger Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer, der med 230.000 medlemmer er Danmarks næststørste ældreorganisation til nyhedsbrevet.

Som noget af det første mener Faglige Seniorer, at alle ældre i ældreplejen bør tilbydes en hovedrengøring.

- God hygiejne er helt afgørende i bekæmpelse af coronavirus. Desværre er det også et af de områder, hvor der både på plejecentre og i hjemmeplejen er blevet skåret ned igennem årene. Som en særlig indsats skal alle ældre i ældreplejen have gennemført en grundig hovedrengøring, som sikrer, at grundrengøringen er i orden. Dernæst skal den højere rengøringsstandard vedligeholdes løbende, siger Palle Smed til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Faglige Seniorer fastslår i 10-punktsplanen, at test af både personale og ældre samt brug af værnemidler er afgørende i indsatsen for at dæmpe smitterisikoen i ældreplejen. Samtidig mener organisationen, at det bør indskærpes overfor kommunerne, at de ældre bør møde så få personer som muligt fra plejepersonalet.

Og så skal der på alle plejecentre indrettes særlige virusbeskyttede samtalebokse, hvor beboere og pårørende kan mødes uden risiko for at smitte hinanden.

- Der skal sættes ind både i forhold til hygiejne, mere personale, værnemidler og indretning af særlige samtalezoner, hvor beboere og pårørende kan mødes under trygge rammer. Og så skal plejehjemmene have frie hænder til at lukke helt ned ved blot den mindste mistanke om, at virus er løs, siger Palle Smed.

Omkring 40.000 ældre bor på plejehjem, mens 120.000 bor i eget hjem og modtager hjemmehjælp, skriver Faglige Seniorers nyhedsbrev.

LÆS OGSÅ: Regeringen opretter nyt center mod social dumping