Det højeste niveau af efteruddannelse i fem år:
'Det drejer sig om at holde på guldet'
Coronakrisen har i den grad sat sit aftryk på danske virksomheders økonomi. Men det er langt fra alle, der vælger at fyre eller hjemsende ansatte, når ordrebøgerne bliver tyndere.
Arbejdsgiverne har i højere grad end tidligere brugt krisen til at opkvalificere de ansatte, viser nye tal fra Penionsdanmark, skriver Børsen.
LÆS OGSÅ: Ikke alle efteruddannelses-penge kommer i spil: - Situationen er alvorlig
Pensiondanmark administrer 20 kompetenceudviklingsfonde, og her er udbetalingerne på det højeste niveau i fem år. I årets første 11 måneder er de steget til 61,1 millioner kroner. Det er en stigning på 17,5 procent i forhold til sidste år.
- Det drejer sig om at holde på guldet, det bedste vi kan, til den dag vi får rigtigt travlt igen, siger Claus E. Eskildsen, adm. direktør i stålproducenten Kami Stål i Faaborg, til Børsen. Han er en af dem, der har valgt at sende sine ansatte på kursus.
Tallene fra Pensiondanmark viser, at det især er i brancher, der har været hårdest ramt af corona, at stigningen har været størst. Det gælder blandt andet inden for hotel-, restaurations- og turismeerhvervet, lufthavne, vaskeribranchen og mejeriindustrien.
LÆS OGSÅ: Guide: Har du ret til efteruddannelse? (og hvor meget?) - Få svaret her