Mundbind
59 procent af de adspurgte siger i undersøgelsen, at de genbruger engangsmundbindet. Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)

Seks ud af ti danskere bruger mundbind forkert

29. nov. 2020 09.39

Danskerne har generelt været dygtige til at følge myndighedernes krv om mundbind.

Men når det kommer til håndteringen af engangsmundbind, går der for meget genbrug i den. Det viser en megafonmåling, TV2 har foretaget.

59 procent af de 1054 respondenter siger i undersøgelsen, at de genbruger engangsmundbindet. 36 procent svarer, at de smider mundbindet ud efter at have brugt det én gang.

Dermed flugter adfæren ikke helt med Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Ifølge Sundhedsstyrelsen skal engangsmundbind som udgangspunkt smides ud efter brug. Hvis man kun har brugt det kortvarigt og vil genbruge det, skal det opbevares i en beskyttende emballage - eksempelvis en plastikpose - inden det puttes i lommen eller tasken.

- Det tager tid at finde ud af, hvordan man gør det rigtigt, men generelt har der været stor opbakning i befolkningen til at bruge mundbind, siger professor Andreas Roepstorff, der har forsket i danskernes adfærd under coronakrisen.

- Man skal finde ud af, hvordan man gør det i praksis og det er næste skridt i i det her. Men samlet set må man sige, at danskerne har vist sig indstillet på gøre en fælles indsats og samtidig har været gode til at ændre adfærd, siger Andreas Roepstorff til TV2.