Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Scleroseramt politiker forarget over forfatter: 'Det var dråben'

11. mar, 15:01
EL-folketingspolitikeren Rosa Lund er kronisk syg og chokeret over, at flere ikke tager myndighedernes anvisninger for at undgå corona alvorligt. Debattørens Knud Romers udsagn om, at man skal skrue ned for virusangsten, finder hun dybt provokerende.

Enhedslistens Rosa Lund har sclerose og er derfor nødt til at tage immunforsvarsdæmpende medicin. Af den grund er hun bange for at blive smittet med corona, der onsdag eftermiddag har ramt 340 danskere.

Derfor blev hun også voldsomt forarget, da hun læste et interview med forfatter og debattør Knud Romer, som A4 Arbejdsliv bragte mandag. Han opfordrer til, at danskerne skruer ned for hysteriet omkring den meget omtalte corona-virus.  

- Jeg har lagt mærke til, at flere i den offentlige debat blandt andet i mit eget Facebooknetværk skriver, at man skal slappe af. Men Knud Romers udtalelser var dråben, der fik bægret til at flyde over for mig. Han er jo en offentlig person, siger hun.

Når man har en kronisk sygdom kan man ikke bare slappe af eller ignorere sundhedsmyndighedernes anvisninger, påpeger Rosa Lund.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

- Jeg aner ikke en dyt om Knud Romers helbred, men det er måske nemt nok at sige, at man skal tage det roligt, hvis man er sund og rask. Men der er rigtig mange mennesker i Danmark, der er dybt afhængige af, at sundhedsvæsenet fungerer, og som derfor er mere udsatte, siger hun.

'For syge er det ikke bare en influenza'

Rosa Lund, der kun var 24 år, da hun fik den uhelbredelige sygdom sclerose, fortæller, at hendes frygt for at få corona blandt andet bunder i, at hun ikke aner, hvordan hendes krop vil reagere, hvis hun får virussen.

På Scleroseforeningens hjemmeside står der, at det meste sclerosemedicin højst sandsynligt øger risikoen for et mere kompliceret sygdomsforløb under en virusinfektion. Men hvor lidt eller meget, er der foreløbigt ingen, der ved.

-  Sunde og raske mennesker kan godt sige, at det er jo bare en influenza, og det er jo dejligt for dem. Men jeg ved ikke, hvordan en coronavirus vil reagere på min krop, siger Rosa Lund.

LÆS OGSÅ: Knud Romer: Stop hysteriet, corona kan alligevel ikke inddæmmes

Ifølge Knud Romer, er det en illusion at tro, at et virus overhovedet kan kontrolleres.  

- Eksperterne siger, at det ikke kan inddæmmes, og konsekvensen er et hysteri, som ikke bygger på viden og på, hvad folk fra Statens Serums Institut siger, sagde han til A4 Arbejdsliv.

At katastrofeberedskabet er så stort, peger ifølge ham på, at myndighederne er paralyseret af angst og handler i overdreven, ubegrundet frygt. Spørger man Rosa Lund, handler myndighederne bestemt ikke ud fra en ubegrundet frygt.

Hun mener, at alle bør følge de retningslinjer, som sundhedsmyndighederne anviser. Hun er derfor også helt uforstående over for dem, der ikke følger de officielle anbefalinger og undrer sig over Knud Romers syn på sagen.

-  Jeg synes, at det er meget underligt, at når Sundhedsstyrelsen orienterer om situationen, at der så er nogle, der går ud og nærmest siger det modsatte, siger hun.

En af Knud Romers anker er også, at vi med det store fokus på corona mister blikket for verdens reelle problemer som for eksempel folk, der flygter fra død og ødelæggelse i Mellemøsten. Men ifølge Rosa Lund udelukker det ene ikke det andet. Man kan sagtens tage corona alvorligt, mens man forholder sig til verdens øvrige problemer. 

- Jeg kan godt se, hvad han mener med, at det har ryddet mange flader, men vi kan godt lytte til sundhedsmyndighederne og spritte vores hænder af, og samtidig tale om, hvad vi gør med klimakrisen, de 70 millioner mennesker på flugt, og hvordan vi håndterer situationen i Mellemøsten, siger hun.

Frygter kolaps i sundhedsvæsenet

Hendes største frygt er, at en corona-epidemi vil lægge hele vores sundhedsvæsen ned.

- Og jeg bliver ekstra bange for at blive ramt, når jeg kan se, at så mange mennesker ikke tager det her alvorligt. Hvis man er i risikogruppen, så er man ekstra opmærksom, siger Rosa Lund.

LÆS OGSÅ: Coronafrygt: Lars Løkke Rasmussen dropper talkshow

For at undgå at blive smittet undgår Enhedslisteprofilen for tiden at benytte offentlig transport. Hun prøver også at arbejde hjemmefra, når det kan lade sig gøre. Hun bruger en masse håndsprit og undlader håndtryk og knus. Til de oplæg, hun har i kalenderen den kommende tid, vil hun også forsøge at begrænse, at der kommer for mange.

- Det er jo lidt underligt at sige som politiker, men jeg er nødt til at tage nogle ekstra forholdsregler, siger hun.