Mathilde_Faber_Bendtsen_og_Sandra_Zenia_Due_Larsen_1650px

Sandra og Mathilde:
Vil vi have corona eller vaccine?

29. dec. 2020 08.00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
Landet lukker ned, nu vinteren trækker ind over Danmark. Gråt vejr og gråt humør. Der ER store risici for smittespredning. Frustrerede er vi jo nok alle sammen, men for at komme ud på den anden side, må vi bide i "den sure teststick"!

Fortalt til Agnete Vestergaard-Kristensen, frivillig journalist i Venner af Captum, som er en gruppe af pårørende til borgere med handicap.

Biografer, barer og restauranter er for længst lukket ned. Landet lukker for at passe på befolkningen. Vi sidder hver for sig med en knude i maven. Mange keder sig helt sikkert – det gør vi også uden vores job og aktiviteter.

Fake news er ikke great news

Både unge og ældre bliver ramt på det sociale liv og lyst til at komme ud til julefrokoster, nytårsfester og januars udsalgsshopping. Måske giver det netop mening at sikre, at vi ikke forsamles på må og få i gadebilledet, nu vi er så tæt på vaccinen?

LÆS OGSÅ: Hospitalspersonale i knæ: 'Jeg er bare så træt, så træt, så træt'

Læger er ude og sige, at når det kommer til, om de ønsker vaccinen, så er det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt man får corona, men hvornår!

At senfølgerne af at vælge sygdommen til potentielt er værre end bivirkningerne fra vaccinen. Vi vakler også, og gør os overvejelserne for og imod, men vi følger med hos de officielle kilder. Er vi ude i pest eller kolera?

Hvis vi alle sammen accepterer situationens alvor og respekterer regler og restriktioner og anbefalinger, så kan det igen få en effekt! Så kan vi snart feste igen!
Sandra Zenia Due Larsen og Mathilde Faber Bendtsen

Vi får info ind fra højre og venstre. Også fake news, og man skal have et skarpt øje på, hvem afsenderen er, når man læser om vaccinen. Der er mange konspirationsteorier, masser af hjernevask, og mange hopper i med begge ben. Så spreder de info videre – fordi de vitterlig ønsker, at det forholder sig sådan. Men det er rigtig farligt, at de handler sådan, hvis det ikke er korrekt info.

Virus, der ændrede verden

Vi er meget bekymrede for at blive ramt af COVID-19. Man kigger sig over skulderen, og når en dame hoster helt vildt i Kvickly, skynder man sig væk … i stedet for som normalt at spørge, om personen er okay.

LÆS OGSÅ: Sandra og Mathilde 11. maj om corona: Hvilken ny normal vågner Danmark op til?

Vi havde ikke i vores vildeste fantasi troet, at en virus skulle ændre vores tilværelse sådan her, men man sidder i bus, tog og metro og kigger lige en ekstra gang på de andre omkring én, om de ser sløje ud. Dét havde man jo ikke gjort for halvandet års tid siden!

Vi håber, at danskerne holder fast nu, og at vi med vaccinen i 2021 kan nærme os hverdagen igen, nyde teater- og restaurantbesøg, translokationer, sommerfester og Tivoliture – og ikke mindst at kramme og holde om hinanden igen.

Søren Brostrøm siger, at vi kommer tilbage til al dét og ikke mindst at give hånd igen, men selvom vi får vaccinen, går der måske år, førend vi vender tilbage til normalen. Vi lærer at leve med det. Det kan man jo blive nødt til, for vi ved endnu ikke, om det bryder ud igen med rasende fart og adskillige mutationer.

Vi håber, at især de unge forstår, at de ikke skal sidde lårene af hinanden og være så tætte. Vi forstår godt, at de vil feste, men de MÅ og skal følge de gældende regler, hvis vi skal komme videre – de skal forstå, at det hele går i ring, hvis de fortsætter med piratfester. Hvis vi alle sammen accepterer situationens alvor og respekterer regler og restriktioner og anbefalinger, så kan det igen få en effekt! Så kan vi snart feste igen!

Midler til udflugter, der ikke kan finde sted

Lige meget om der laves finanslovsforhandling eller andre økonomiske tiltag, så vil coronaen ligge som en tåge over det, mener vi. Der er givet lovning på, at vi får nogle ledsagemidler, så vi kan komme ud og få oplevelser. 500 mio. kr. skal dække over bl.a. coronature til fx Lumiere i Ringsted. Hér får pædagogerne løn, transport, mad mm., men nu bør vi ikke tage på tværs af kommunegrænser. Så er det jo lige fedt!

Vi har i ULF - Udviklingshæmmedes Landsforbund fået bevilliget cirka 3,5 mio. kr. - ligesom flere andre steder har fået penge til at bekæmpe ensomhed, men der mangler økonomi til flere hænder på socialområdet.

LÆS OGSÅ: 'Ellers tak': Sygeplejersker afleverer corona-gave tilbage

Hvordan skal vi kunne komme ud på de her ture, når der ikke er ressourcer til rent praktisk at finde ledsagerne eller pædagogerne, der skal varetage opgaven?

Og HVOR er det lige, vi skal have de her oplevelser, når der lukkes ned? Har Danmark overhovedet økonomi til at bære mere af den her pandemi? Hvornår rammer vi bankerot? Hvilken betydning får det for fremtidens velfærdssamfund, der i forvejen er så udhulet?

2021 - fuld af kram og lykke?

Selvom det kan være svært at se lyset for enden af tunnelen, står vi sammen og kommer gennem dette. Alt skal nok gå og løse sig! Vi håber for det nye år, at selvom det er svære tider, så er vi stærkere sammen end hver for sig. Vi håber, at vi med en virksom vaccine og med færre smittede kommer stærkere ud på den anden side. Vi ønsker os, at 2021 bliver året, hvor vi igen kan kramme, holde store fester, jul, som vi plejer – ja alt, vi ikke kan nu!

Lad os komme gennem denne pandemi i fællesskab. Pas godt på jer selv – og hinanden. Det er vigtigt, vi holder sammen. Netop nu.

Vi ønsker alle et godt og lykkebringende nytår!

Om Sandra og Mathilde

Sandra og Mathilde arbejder til daglig på Medieskolen Juno, som er et undervisningstilbud til voksne borgere med handicap. Her arbejdes med videoproduktion, webartikler, sociale medier og nyhedsbrev.

De interesser sig for politisk journalistik, handicap-, social-, unge- og ældreområdet, dyrevelfærd, fotokunst og makrofotografi.

Fritiden bruges på håndbold (Mathilde) og bowling (Sandra) og at gå i biografen eller tage i Tivoli og på Bakken med venner og familie. De elsker at rejse og har bl.a. været på Island, i Litauen, Disneyland Paris, Malta, Norge og Sverige.