20191113-121631-A-1920x1320we
En del butikker har udvidet på grund af corona konceptet omkring Black Friday til mere end bare én dag. Her er det kunder i kø foran Elgiganten i 2017. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Black Friday blev overhalet af tilbudsuge

28. nov. 2020 12.35
Salget på Black Friday ligger 14 procent under sidste års udsalgsdag, men for hele ugen er det steget.

For at undgå trængsel og i stedet sikre god afstand og coronasikre forhold har butikkerne i år spredt deres Black Friday–tilbud ud over en hel uge.

Det betyder, at salget i de 100 største webshops på selve udsalgsdagen fredag ligger 14 procent lavere end Black Friday sidste år.

Torsdag aften mellem klokken 22 og 23 var det eneste tidspunkt, hvor der blevet shoppet mere end sidste år, viser Nets’ opgørelse.

Til gengæld er der været gang i salget online i løbet af ugen, oplyser Nets, der leverer betalingsløsninger og blandt andet står bag driften af NemID.

- Når vi kigger på selve Black Friday-døgnet hos de største webshops, kom vi aldrig op på sidste års niveau, men ser vi på hele ugen, har danskerne sat rekord i onlinehandel.

- Vi ligger samlet set 9 procent over sidste års Black Friday-uge, hvilket er virkelig imponerende. Mange webshops forlænger endda deres tilbud henover weekenden, så tallene for hele ugen kan nå at blive endnu højere, udtaler Natalia Laursen, marketingchef i Nets, i en skriftlig kommentar.

Enorm omsætning på Mobilepay

Mobilepay er på vej til at slå alle tidligere ugerekorder for handel på nettet, lyder det i en meddelelse.
Lørdag morgen forventes en omsætning på over 1,2 milliarder kroner for hele Black Friday-ugen, der har fået navnet Black Week.

Mobilepay forventer ligesom Nets, at omsætningen fortsætter i weekenden. Mobilepay regner med, at hele Black Week lander på en samlet stigning på 40-50 procent sammenlignet med sidste år.

Mandag til torsdag har Mobilepay set en stigning fra 267 millioner kroner sidste år til 523 millioner kroner i samme periode i år.

Selve Black Friday blev den største omsætningsdag i ugen for Mobilepay.

Ved midnat havde betalingsløsningen rundet 366 millioner kroner, hvilket er tæt på sidste års 376 millioner kroner. Måler man på antal transaktioner, har Mobilepay slået rekord med 562.000 transaktioner. Det skyldes, at danskerne handlede online for et lidt mindre gennemsnitsbeløb end sidste år.