- Den, der måtte være psykisk nedslidt, skal opfanges af en visitationsordning, og det har vi faktisk sagt hele vejen igennem, sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da udspillet til tidlig pension blev præsenteret. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

S langede ud efter Løkkes seniorpension – nu skal den hjælpe psykisk nedslidte

7. sep 2020, 06:36
Det var lettere at vinde i lotto end at gå fra job til seniorpension, sagde S. I dag skal ordningen opfange dem, der er afskåret fra tidlig pension.

Socialdemokratiet har skiftet retorik om den seniorpension, som Lars Løkke-regeringen lavede en aftale om kort før folketingsvalget i 2019.

Dengang blev ordningen skarpt kritiseret af en stribe ordførere, der sagde, at det var nemmere at vinde en million i lotto end at gå fra job til seniorpension. S-formand Mette Frederiksen skosede også ordningen og konstaterede blot, at den var 'bedre end ingenting'.

- Tror du, det kommer til at gå så let, at man bare smutter forbi lægen og får en underskrift, spurgte hun retorisk og påpegede, at borgere risikerede langstrakte forløb, før de kunne blive visiteret til ordningen.

I dag roser regeringen selvsamme seniorpension, som nu skal hjælpe de psykisk nedslidte, der ellers ikke står omtalt i udspillet til en tidlig pension.

Det skriver Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ: Forsker har aldrig set noget lignende: En fest at være pensionist i Danmark

Som statsministeren sagde, da planen blev fremlagt:

- Den, der måtte være psykisk nedslidt, skal opfanges af en visitationsordning, og det har vi faktisk sagt hele vejen igennem.

I 2019 skrev Socialdemokratiet i et valgoplæg, at den nye ret til tidlig pension skulle målrettes de mest nedslidte, 'uanset om det er fysisk eller psykisk nedslidning'. Det er ikke kommet med i regeringens udspil, og det får Venstre til at konkludere, at S har bluffet befolkningen:

- Man latterliggjorde seniorpensionen, men nu må man krybe til korset og sige, at det faktisk er en god ordning, siger finansordfører Troels Lund Poulsen (V) til Jyllands-Posten.

Enhedslisten og SF vil kræve i forhandlingerne med regeringen, at psykisk nedslidte får større mulighed for at trække sig tilbage.

- Når man ser på retorikken fra tidligere til nu, er det tydeligt, at socialdemokraterne godt selv kan se, hvad der er galt med deres forslag. Omtalen af psykisk nedslidte skriger ved sit fravær, siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL).

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard konstaterer, at også psykisk nedslidte kan få tidlig pension.

Det kræver, at de har været mindst 42 år på arbejdsmarkedet, når de fylder 61 år. Han afviser, at psykisk nedslidning bevidst er skrevet ud af regeringens udspil:

- Når du nu spørger, tænker jeg, at der var ingen grund til at fjerne det. Jeg mener godt, at vi kan stå på mål for, at retten til tidlig pension også vil gælde grupper, som har et hårdt psykosocialt arbejdsmiljø.