20181029-155903-L-1920x1281we
Kulturordfører for Socialdemokratiet, Kasper Sand Kjær (S), ser gerne, at flere mænd, ufaglærte og folk bosat uden for hovedstadsområdet indløse billet til de danske kulturinstitutioner. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

S overvejer tiltag for at få flere ufaglærte på museum og i teater

6. aug. 2021 13.41
For at gøre op med uligheden i det danske kulturforbrug foreslår S-ordfører at uddele statsstøtte til kulturinstitutioner på baggrund af mangfoldighed blandt besøgende.

Mere målrettet statsstøtte til blandt andet teatre og museer, der sikrer en bredere målgruppe i de danske kulturinstitutioner, kan måske være med til at gøre op med uligheden i det danske kulturforbrug.

Sådan lyder meldingen fra kulturordfører for Socialdemokratiet, Kasper Sand Kjær (S), skriver Altinget.

Han ser gerne flere mænd, ufaglærte og folk bosat uden for hovedstadsområdet indløse billet. Og her kan statsstøtten være et muligt redskab, mener han.

- Vi skal indbygge nogle incitamenter, som bidrager til, at institutionerne arbejder mere aktivt med at tiltrække forskellige typer mennesker, siger Kasper Sand Kjær.

Tal fra Danmarks Statistik i 2019 viser, at danskere med en lang videregående uddannelse går dobbelt så meget på museum og i teatret som danskere med en kort uddannelse.

- Vi er nødt til at have mere fokus på den ulighed, som eksisterer i brugen af kulturen. Her kunne forslaget være et greb for at ændre på den ulighed, siger Kasper Sand Kjær.

Risikerer man ikke at underminere en række kulturinstitutioner, der har en smal målgruppe, med et forslag som det her?

- Det kan man godt sige. Det er jo ikke alle kulturtilbud, der kan appellere til den brede befolkning. Omvendt er det også uretfærdigt, når alle betaler til noget, som meget få bruger. Derfor synes jeg, det giver mening at overveje en ny måde at uddele tilskud, hvor at dem, der appellerer bredt og tiltrækker mange forskellige danskere får flest penge, svarer S-ordføreren.

Mange kulturinstitutioner er allerede i gang med processen i at forsøge at udvide deres målgruppe. Risikerer man ikke at komme til at skære i statsstøtten hos nogle institutioner, der faktisk arbejder på at mindske uligheden.

- Vi har ikke et lovforslag på vej i morgen. Men hvis man valgte at gå videre med det her, skal vi selvfølgelig være opmærksomme på at gøre det på en måde, så vi belønner de kulturinstitutioner, der arbejder med at tiltrække nye befolkningsgrupper, og som lykkes med det.