20200226-163128-1-1920x1280we
For nuværende skal børn begynde i skole det år, de fylder seks. Den regel kan kun fraviges, hvis kommunen giver lov. (Arkivfoto) Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Støttepartier i fælles front: Giv børn mulighed for et ekstra år i børnehave

31. mar 2021, 5:32
Regeringens støttepartier vil bruge coronapenge på at give børn muligheden for at udskyde skolestart.

Efter et år med corona og det pres, det har lagt på børnefamilier og institutioner, vil SF, De Radikale og Enhedslisten i år indføre en ret til, at børn kan udskyde skolestart med et år.

Beslutningen skal kunne træffes i samarbejde mellem forældre og pædagoger. For nuværende skal børn begynde i skole det år, de fylder seks. Den regel kan kun fraviges, hvis kommunen giver lov.

- Det har været et ganske særligt år med nedlukning, restriktioner og hvor pædagogiske arbejde er blevet udskudt.

- Så hvis forældrene af den grund mener, at det giver mening for børnene at udskyde skolestart, så mener vi, at det skal være en ret, siger børneordfører for SF, Jacob Mark.

Det er de tre støttepartier samlet, der går til regeringen med ønsket. Fra De Radikale siger børneordfører Lotte Rod:

- Børnene skal starte skole, fordi det er rigtigt, ikke fordi det billigt, og derfor vil Radikale Venstre give forældre lov til at tage den beslutning sammen med børnehaven og skolen.

Særligt SF har i årevis - med og uden corona - haft det ønske, at reglerne blev ændret. Og det er en del af forståelsespapiret mellem partierne og regeringen, at der arbejdes på "at give bedre mulighed for senere skolestart".

Det er dyrere at have børn i børnehave end i folkeskole. Og den regning vil partierne dække med krigskassen, der er sat af til coronaudgifter. Spurgt om, hvorvidt corona ikke bare bliver brugt som undskyldning, siger Jacob Mark:

- Vi mener, der er helt særlige grund i år. Men det er da rigtigt, at vi mener, at reglerne generelt skal laves om. Så det er oplagt at begynde nu.

- Nu har vi en coronakrigskasse til rent faktisk at dække sådan nogle udgifter.

Ifølge SF betød en regelændring i 2009, hvor valget om at udskyde skolestart med et år blev frataget forældre, at andelen af børn, der udsatte skolestart, faldt fra 17 procent i 2007 til nu seks procent.

/ritzau/