Formand for HK Stat Rita Bundgaard og skatteminister Morten Bødskov (S) under et tidligere pressemøde om corona-virus Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Rita til Bødskov: Staten skal ansætte flere erfarne folk

7. nov 2020, 12:00
Det er alt for svært at få job i staten, hvis man er 55 år eller derover. Der er langt fra de gode ambitioner til hverdagens handlinger, og det må Morten Bødskov gøre noget ved som ansvarlig minister, lød budskabet sidst i oktober fra HK Stat, Djøf og DM.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Stat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Skatteminister Morten Bødskov (S) vil holde fast i seniordagsordenen: 'Regeringens politik, at ældre medarbejdere skal blive ved med at være en aktiv, kvalificeret, fleksibel og efterspurgt arbejdskraft,' fastslog han i august i et brev til sine ministerkolleger, skriver HK Stat.dk.

Det er alt for svært at få et job i staten, hvis dåbsattesten viser, at man er et stykke over de 50 år. Og det kan også være alt for svært at beholde jobbet, hvis man allerede har et.

LÆS OGSÅ: Jobindex bygger job-robot: Kan bekæmpe aldersdiskrimination

Alle statistikker fra statens ansættelser og fyringsrunder viser, at erfaring alt for ofte er en ulempe. Staten gør alt for lidt for at holde fast i sine erfarne medarbejdere, og det hænger slet ikke sammen med de politiske signaler fra Christiansborg, hvor det igen og igen lyder, at vi skal arbejde længere.

Sådan lød budskabet onsdag den 28. oktober 2020 fra HK Stat-formand Rita Bundgaard på et møde, hvor hun sammen med de to formænd Sara Vergo fra Djøf Offentlig og Camilla Gregersen fra Dansk Magisterforening diskuterede statens seniorpolitik med skatteminister Morten Bødskov.

LÆS OGSÅ: 68'er-generationen er i fuld gang med et nyt oprør: Nu står pensionistlivet for skud

Oktobermødet var en opfølger på parternes tidligere møde 18. maj, og parterne var enige om, at staten har et ansvar for at ansætte medarbejdere i alle aldre, forlyder det fra mødedeltagerne.

'Oplever en diskrepans mellem de gode ambitioner og praksis'

Som optakt til mødet havde de tre formænd i fællesskab sendt et brev til Morten Bødskov, der som minister for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (under Skatteministeriet) er ansvarlig for statens adfærd som arbejdsgiver.

LÆS OGSÅ: På 4 år har Finansministeriet ansat én medarbejder over 50 år

'Vi (...) oplever en diskrepans mellem de gode ambitioner for staten som attraktiv arbejdsgiver for seniorerne og den praksis, der anvendes på mange statslige arbejdspladser. Som vi også har dokumenteret tidligere, er der fortsat store udfordringer på området. Opgaven med at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet, herunder også i staten, vil kun stige i de kommende år', lyder det blandt andet i brevet.

Bødskov opfordrer alle ministerier til fokus på ældre

Ministeren forsikrede da også på mødet, at der er tale om et vigtigt område for regeringen, hvilket han også tidligere har gjort overfor sine kolleger. I august sendte Morten Bødskov nemlig et brev til de andre ministre, hvor den højt rangerede minister fastslår, at det er regeringens politik, at ældre medarbejdere skal blive ved med at være en aktiv, kvalificeret, fleksibel og efterspurgt arbejdskraft.

'Jeg vil på den baggrund opfordre til, at der lokalt på de enkelte statslige arbejdspladser er fokus på seniorer og den erfaring, viden og kompetencer, de tilfører arbejdspladsen', lyder det i brevet.

Om brevet:

HK, DJØF og DM skriver i et brev til regeringen: Mange seniorer vil gerne blive længere, hvis de mødes af fleksible vilkår: ’Det psykiske og fysiske arbejdsmiljø er også et vigtigt indsatsområde generelt og i forhold til seniorer. (...) Vi ved fra regeringens seniortænketank, at mange seniorer får lyst til at lægge ekstra år på arbejdsmarkedet, hvis de mødes af fleksibilitet. Det gælder både i forhold til mulighed for arbejdstid, arbejdsopgaver og evt. skifte fra chefniveau til anden stilling.’ Se hele brevet fra fagforeningerne til ministeren (Åbner pdf).

I brevet til sine ministerkolleger skriver Bødskov blandt andet: ’For at understøtte de statslige arbejdspladsers mulighed for at fastholde seniorer længst muligt på arbejdsmarkedet, er der i den statslige rammeaftale om senior- og fratrædelsesordninger en række muligheder for at etablere seniorordninger om fx nedgang i tid eller overgang til en retrætestilling. Herunder kan der lokalt indgås aftale om at yde seniorer op til 12 seniorfridage med løn om året.’

Kilde: HK Stat.dk