- Folk kommer til at vælge mellem arbejdet, deres indkomst, og deres pårørendes helbred. Der er ikke rimeligt, siger Karsten Hønge (SF). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Sygedagpenge: Risikogruppe kan måske blive hjemme

13. maj, 21:19
Partier vil finde en løsning, så også pårørende til personer i risikogruppen kan undlade at tage på arbejde.

Personer, der er i risiko for at blive alvorlig syg af coronavirus, kan måske blive en del af sygedagpengesystemet, så de kan undgå at tage på arbejde.

Det har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i hvert fald foreslået Folketingets partier på et møde onsdag.

Her har han fremlagt regeringens bud på en model for, hvordan en pulje på 200 millioner kroner, skal udmøntes, så den bedst kan hjælpe dem, som af helbredsmæssige årsager ikke kan gå på arbejde.

Det fortæller Bent Bøgsted, der er beskæftigelsesordfører i Dansk Folkeparti.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

- Regeringen holder fast på, at det skal løses med sygedagpenge til dem, der er i risikogruppen. Det skal ske med en lægeerklæring, fortæller Bent Bøgsted.

En ordning med lønkompensation, som også har været drøftet, er ikke en del af den ministerens forslag.

Det er næsten fire uger siden, at regeringen og Folketingets øvrige partier blev enige om at afsætte pengene.

- Min tilgang til det er, at det er bedre end ingenting, men det er godt nok sent, at de kommer med en løsning, siger Bent Bøgsted.

Flere partier fortæller, at aftalen, der er på vej, ikke kommer med hjælp til pårørende i risikogruppen, som ikke kan gå på arbejde af frygt for at smitte et familiemedlem.

- Regeringen har fremlagt en model, som, jeg synes, er rimelig og god for dem som er i risikogruppen, siger De Radikales beskæftigelsesordfører, Samira Nawa.

- Men på nuværende tidspunkt er jeg optaget af, at vi også kan levere en løsning for de pårørende, siger hun.

Karsten Hønge, der er beskæftigelsesordfører i SF, efterlyser også en konkret plan for de pårørende.

- Folk kommer til at vælge mellem arbejdet, deres indkomst, og deres pårørendes helbred. Der er ikke rimeligt, siger Karsten Hønge.

- De pårørende skal også have tryghed og sikkerhed. Det er jo ligeså vigtigt, hvis vi skal passe på risikogrupperne, at samboende beskyttes mod smitte.

4. maj udsendte Sundhedsstyrelsen en liste over hvilke grupper, der er øget risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb i tilfælde af smitte med coronavirus.

/ritzau/