St__jberg_Ida_Marie_Odgaard_Ritzau_Scanpix
Rigsretten mod tidligere udlændinge- integrationsminister Inger Støjberg vil begynde 2. september og bestå af 38 retsmøder. Det oplyser Rigsretten på sin hjemmeside. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard Ritzau/Scanpix

Rigsret mod Inger Støjberg begynder til september

17. feb. 2021 15.47
Rigsretten oplyser, at der ventes dom inden jul i sagen mod tidligere minister Inger Støjberg.

Rigsretssagen mod tidligere udlændinge- integrationsminister Inger Støjberg (V) vil begynde 2. september og bestå af 38 retsmøder. Der forventes dom i sagen inden jul, oplyser Rigsretten på sin hjemmeside.

Folketinget har vedtaget at rejse en rigsretssag mod Inger Støjberg for en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, uden individuelle vurderinger. Instruksen blev givet i 2016, da Inger Støjberg var minister.

Kalenderen for Rigsretten, der er lagt på rigsretten.dk, viser, at der vil være forberedende møde i juni, og at hovedforhandlingen - den egentlige retssag - vil begynde 2. september.

Der vil være retsmøder frem til tirsdag 30. november. Retsdagene forventes at vare fra klokken 9-15.

Rigsretssagen mod Inger Støjberg blev vedtaget i Folketinget i begyndelsen af februar med stemmerne 139 for og 30 imod.

Det skete, efter at Instrukskommissionen, der har gransket den ulovlige instruks, sidste år kom med sin første delberetning. Den konkluderede, at der var givet en klart ulovlig instruks.

På baggrund af den har to uvildige advokater for Folketinget vurderet, at der er en "rimelig formodning" om, at sagen kan føre til, at Støjberg bliver dømt.

Første delberetning fra kommissionen havde fokus på ministerens rolle. Senere kommer anden delberetning, der vil have fokus på embedsværket.

- Vi kan ikke gå i gang, før den foreligger, og før sagens parter, dommere, anklagere og forsvarere har haft mulighed for at sætte sig ind i den. Så meget kan jeg i hvert fald sige. At vi skal på den anden side af det, sagde Rigsrettens formand, Thomas Rørdam, til Berlingske 15. januar.

Rigsretten består af 15 politisk valgte lægdommere og 15 højesteretsdommere. Disse blev udpeget tirsdag.

Efter at Rigsretten har gennemført retsmøderne, skal der afsiges dom. Hvor lang tid det tager, før dommen falder, er endnu uvist.

/ritzau/