20210311-071217-L-1920x1273we
Fremover skal de ansatte have coronapasset klar, når de møder på arbejde på sygehusene. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Regionerne indfører krav om coronapas

24. nov. 2021 14.06
Fremover skal de ansatte på sygehusene have et gyldigt coronapas for at kunne møde på arbejde.

Danske Regioner, som har sygehusene som altoverskyggende ansvarsområde, vil hurtigst muligt indføre krav om coronapas for medarbejderne.

Det oplyser regionerne i en pressemeddelelse.

Dermed vil ansatte på hospitalerne kunne blive afkrævet dokumentation for, at de enten er vaccinerede, har modtaget negativt testsvar for nylig, eller har en overstået infektion indenfor det seneste halve år.

LÆS OGSÅ: Krav om coronapas for pædagoger og sosu'er kan variere

"Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at COVID-19 igen spreder sig i samfundet på det niveau, som det gør. At vi nu på alle arbejdspladser kan bede om at få forevist et gyldigt Coronapas for medarbejdere betyder for eksempel, at vi i endnu højere grad kan forebygge smittespredning i samfundet og dermed behov for sygehusindlæggelser," lyder det fra Stephanie Lose, formand i Danske Regioner, i pressemeddelelsen.

Politiske forhandlinger i gang

Kravet fra regionerne bunder i en lov om coronapas, som forventes at træde i kraft senere på ugen.

I forvejen holdt partiernes sundhedsordførere onsdag eftermiddag møde på Christiansborg for at diskutere yderligere tiltag for at bekæmpe de høje infektionstal. Ifølge TV 2's oplysninger har Epidemikommissionen anbefalet, at man skal kunne kræve coronapas af sine medarbejdere. Det gælder dels på statslige arbejdspladser, men også for studerende på videregående uddannelser og i den kollektive trafik.

LÆS OGSÅ: Fagbevægelse vil have trepartsforhandlinger om coronapas

Udmeldingen fra regionerne ligger altså fint i tråd med kommissionens anbefalinger, som regeringen har for vane at følge. Et politisk flertal skal imidlertid sige god for det, før det kan indføres i praksis.

På bordet er også en forkortelse af gyldigheden af et negativt testsvar, hvilket altså vil gøre det mere besværligt at bevare et gyldigt coronapas for ikke-vaccinerede. Kommissionen anbefaler, at pcr-tests skal gælde i 72 timer og lyntests i 48.

Regeringen holder pressemøde onsdag klokken 16 for at redegøre for, hvilke restriktioner, der er enighed om.

Kravet om coronapas på hospitalerne omfatter i forvejen borgere, der skal til behandling eller besøge en indlagt, og det nye krav er derfor kun rettet mod de ansatte.