- Problemet er, at reglerne er for komplekse, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Minister vil rydde op i pensionsregler

3. aug, 10:28
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil gøre det lettere for danskerne at overskue de komplicerede pensionsregler og dermed mulighederne for at blive længere tid på arbejdsmarkedet.

Hvilke regler gælder, hvis man vil trække sig helt eller delvist fra arbejdsmarkedet? Det spørgsmål kan de færreste danskere svare på, og derfor vil regeringen forenkle reglerne i pensionssystemet.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil efter sommerferien nedsætte en kommission, der blandt andet skal komme med bud, hvordan reglerne kan gøres mere simple, skriver Mandag Morgen.

LÆS OGSÅ: Metal-formand om ny CO2-afgift: 'Det skal være en intelligent og ubøvlet model'

- Problemet er, at reglerne er for komplekse. Derfor vil vi meget gerne, at den kommission vi i efteråret nedsætter for at undersøge, om - pensionsalderen fortsat skal stige til mere end 70 år, også undersøger, om reglerne i pensionssystemet kan forenkles, siger Peter Hummelgaard.

Han håber, at en forenkling af reglerne kan få flere danskere til at blive på arbejdsmarkedet, også efter de kunne være gået på pension. Den udvikling er så småt gået i gang, men slet ikke i samme omfang som i blandt andet Norge, hvor op mod hver tredje borger mellem 65 og 69 arbejder. I Danmark er det hver femte.

Ministeren henviser her til en af de 20 anbefalinger, Seniortænketanken fremlagde i efteråret. Tænketanken henviste blandt andet til en undersøgelse fra ATP, der viser, at mere end halvdelen af danskerne mener, pensionsreglerne er uoverskuelige.

Hvis forenklingen kan få flere danskere til frivilligt at blive på arbejdsmarkedet, mindsker det behovet for løbende at hæve pensionsalderen for alle.

- Vi skal nedbryde de barrierer, der forhindrer den fleksibilitet med hensyn til pension, som nogle danskere ønsker sig. Det kan også handle om økonomi, så man kan tjene mere uden at blive modregnet i folkepensionen. Alt i alt er de nuværende regler alt for komplekse, siger Peter Hummelgaard.

Allerede i midten af august forventes det, at han og regeringen fremlægger det længe ventede forslag om en ret til at gå tidligt på folkepension for Arne og andre nedslidte.

Samtidig vil regeringen til efteråret fremsætte et forslag om, at pensionsalderen skal sættes op til 69 år fra og med 2035. Det vil ske på et tidspunkt, hvor flere og flere danskere er utrygge ved, om de får en værdig afsked med arbejdsmarkedet.

En særkørsel, som Trygfonden har lavet for Mandag Morgen, viser, at utrygheden er størst blandt dem med de korteste uddannelser. Men også blandt folk med en længerevarende uddannelse breder utrygheden sig.

- Det er for alvor gået op for alle danskere, at pensionsalderen er på vej op. Og så begynder nogle at tvivle på, om de kan være med hele vejen. Utrygheden har bredt sig fra ufaglærte og faglærte til borgere med en længerevarende uddannelse, siger Anders Hede, forskningschef i Trygfonden.

Samme tendens fremgår af en stor undersøgelse om danskernes seniorarbejdsliv, som bygger på svar fra cirka 16.000 danskere over 50 år. Halvdelen forventer at gå på pension før den officielle pensionsalder.