20220131-170815-L-1920x1346we
- Argumentet imod har været, at vi mente, at vi selv fint kunne skubbe udviklingen frem. Så det var ikke nødvendigt med EU-lovgivning. Status er bare, at der stort set ikke er sket noget, siger ligestillingsminister Trine Bramsen (S). (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Regeringen støtter EU-forslag om flere kvinder i bestyrelser

21. feb. 2022 07.08
I ti år har skiftende regeringer været imod, men nu støtter S-regeringen EU-direktiv om bestyrelsesposter.

Regeringen ændrer holdning og vil nu støtte EU-regler, der skal sikre flere kvinder i bestyrelser.

Det skriver Jyllands-Posten.

I ti år har skiftende danske regeringer ellers været imod et EU-direktiv, som skal sikre mindst 40 procent af begge køn i en bestyrelse i selskaber med over 250 medarbejdere på lønningslisten.

- Argumentet imod har været, at vi mente, at vi selv fint kunne skubbe udviklingen frem. Så det var ikke nødvendigt med EU-lovgivning. Status er bare, at der stort set ikke er sket noget, siger ligestillingsminister Trine Bramsen (S) til avisen.

- Vi mener ikke, at det går hurtigt nok. Derfor ønsker vi også at være med i EU-politikken på det her område, siger hun.

Ifølge Jyllands-Posten går EU-direktivet blandt andet ud på, at selskaberne skal udpege bestyrelsesmedlemmer efter fastlagte og neutrale kriterier. Det betyder eksempelvis, at hvis to kandidater står helt lige ud fra kriterierne, skal personen fra det underrepræsenterede køn have en fordel.

Ifølge Bramsens ministerium er kvindernes andel af bestyrelsesposter i 190 af de største børsnoterede virksomheder 26 procent i 2021. Det er stigning fra 2017, hvor tallet var 20 procent. Men det går for langsomt med udviklingen, mener ministeren altså.

Hidtil har der været et flertal imod EU-direktivet, men på det seneste har regeringerne i Tyskland og Holland ifølge Jyllands-Posten droppet deres modstand.

Det er dog ifølge Bramsen ikke derfor, at Danmark skifter mening. Hun henviser til, at regeringen er på vej med et lovforslag, der skal skærpe kravene til danske bestyrelser.

Europaparlamentarikeren Kira Marie Peter-Hansen (SF) er glad for regeringens kursskifte.

- Direktivet løser ikke alle problemer med ligestilling som partnervold, sexisme og generel diskrimination, der rammer "almindelige" kvinder.

- Det går ind i toppen af samfundet. Men det er et vigtigt værktøj, der forhåbentlig vil betyde flere kvinder i ledelserne, og så vil det afspejle sig i samfundet efter noget tid, siger SF'eren til Jyllands-Posten.

Hos Dansk Erhverv, der repræsenterer en del af virksomhederne, mener man ikke, at reglerne om ligelig kønsfordeling i bestyrelser løser alle de udfordringer, der er med at få flere kvinder ind.

Underdirektør Stine Pilegaard Jespersen kalder det symptombehandling, så længe man ikke gør noget ved det, hun omtaler som et kønsskævt uddannelsessystem og et kønsskævt arbejdsmarked.

- Det er vigtigt at gøre sig klart, at manglende ligestilling på arbejdsmarkedet ikke kun udspringer af arbejdspladskultur, men også af familie- og samfundsstrukturer, der skaber kønsmæssig bias, stereotyper og vanetænkning.

- Det er, hvad der først og fremmest skal gøres op med, hvis vi skal flytte diversitetsnålen ude i bestyrelserne, siger hun i en skriftlig kommentar.

/ritzau/