Regeringen: Slag til dansk økonomi bliver mindre end frygtet

18. dec 2020, 8:19
Coronakrisen ventes ifølge regeringen at give et fald i dansk økonomi på 3,8 procent - det højeste i 11 år.

Coronakrisen kommer ikke til at gøre helt så ondt på dansk økonomi, som man tidligere har frygtet.

Sådan lyder det i regeringens Økonomisk Redegørelse, oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Konkret forventer regeringen en nedgang i bruttonationalproduktet, bnp, på 3,8 procent i år. I slutningen af august var der ventet et fald på 4,5 procent.

Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Selv om der nu ventes et lidt mindre slag til dansk økonomi i år, vil faldet stadig været det største siden finanskrisen i 2009.

Til gengæld ventes 2021 at byde på en vækst på 2,8 procent, hvilket er lavere end den tidligere spådom på 4,2 procent.

- Redegørelsen viser, at dansk økonomi indtil videre har klaret sig godt igennem coronakrisen sammenlignet med mange andre lande, siger fungerende finansminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Han vurderer, at dansk økonomi fortsat står i en sårbar situation.

- Det er vigtigt at slå fast, at vi netop nu står i den mest kritiske og usikre situation siden marts med en ny bølge af smitte, som må ventes at påvirke økonomien negativt.

- Derfor er regeringens førsteprioritet fortsat at få Danmark og dansk økonomi så sikkert igennem krisen som muligt, siger Morten Bødskov.

Det er ikke første gang, at regeringen justerer sin prognose opad.

I maj var forventningen, at 2020 ville byde på en tilbagegang på 5,25 procent i dansk økonomi.

Men det er gået bedre end ventet, og efter nedlukningen i foråret er dansk økonomi kommet hurtigere til hægterne, end de fleste økonomer havde forventet.

Det har betydet, at markant færre end ventet har mistet jobbet under coronakrisen.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet er ledigheden steget med 25.000 siden starten af marts, men det er en markant forbedring fra juni, hvor ledigheden var steget 55.000.

/ritzau/