Fødevareminister Mogens Jensen (S) beklager, at regeringen har været uklar i sin kommunikation om, hvad den har lovhjemmel til i forhold til aflivning af landets over 14 millioner mink. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Mogens Jensen beklager uklar kommunikation om mink-aflivning

9. nov 2020, 21:16
Regeringen har ikke lovhjemmel til at kræve alle raske mink aflivet. Minister fremsætter lovforslag tirsdag.

Først lød det fra regeringen, at alle mink - raske såvel som coronasyge - i hele landet skulle aflives inden 16. november.

Senere er det kommet frem, at regeringen ikke har bemyndigelse til at kræve mink uden for såkaldte sikkerhedszoner slået ned.

Det får mandag aften fødevareminister Mogens Jensen (S) til at beklage, at han og regeringen ikke har været klare nok i spyttet om, hvad der har og ikke har været lovhjemmel til med hensyn til minkaflivning.

- Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at vi burde have kommunikeret klart, hvorvidt der er lovhjemmel til, at myndighederne kan påbyde at aflive raske minkbesætninger udenfor sikkerhedszonerne.

- Det har ikke været tilfældet i denne sag, og det vil jeg gerne beklage, siger han i en skriftlig kommentar.

Som loven er i dag, skal der enten være konstateret sygdom blandt dyr på landbruget, eller landbruget skal ligge i et område med sygdomsudbrud, før myndighederne kan kræve adgang for at aflive dyr.

Tirsdag fremsætter Mogens Jensen på vegne af regeringen et lovforslag, der har til hensigt at give myndighederne hjemmel til at aflive alle syge og raske mink i hele landet.

Det kræver tre fjerdedeles flertal i Folketinget at få hastelovforslaget vedtaget, men en samlet blå blok har mandag afvist at ville stemme for.

Der er mellem 14 og 17 millioner mink på landsplan. Mandag eftermiddag oplyste Fødevarestyrelsen, at omkring 2,4 millioner af dem er blevet aflivet.

Det er blandt andet Fødevarestyrelsen, der står for at slå minkene ihjel. En del af minkavlerne står selv for arbejdet, og så kan de få udbetalt 20 kroner per dyr, der bliver aflivet.

Informationen om, hvordan minkavlerne kunne få bonus for at hjælpe med den hurtige aflivning, kom både fra regeringen, Fødevarestyrelsen og Kopenhagen Fur, oplyser Mogens Jensen.

- Det ændrer dog ikke på, at selv om tingene skal gå hurtigt, så skal der være klar og tydelig kommunikation fra regeringen om, hvad der kræver lovgivning, og hvad der allerede er hjemmel til.

- Dette bliver nu også præciseret af Fødevarestyrelsen over for den enkelte minkavler, siger han i en skriftlig kommentar.

Flere minkavlere, der er uden for de såkaldte sikkerhedszoner og således ikke er forpligtet til at slå deres dyr ihjel, har mandag fortalt til forskellige medier, at de er stoppet med aflivningerne.

Regeringen har meldt ud, at minkavlerne får kompensation for, at deres dyr slås ned. Det er endnu ikke meldt ud, hvordan en sådan ordning skrues sammen.

Fødevareministeren oplyser, at hvis lovforslaget stemmes igennem, giver det ham bemyndigelse til at yde erstatning og kompensation til minkavlerne.

Forløbet har været rodet. Onsdag i sidste uge sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at alle dyrene skulle aflives.

Det skulle de for at sikre, at virusmutationen cluster 5 ikke skulle smitte fra mink til menneske og mindske en eventuelt kommende vaccines effekt.

- Det kræver resolut handling. For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene, sagde hun.

To dage senere blev det gentaget af Fødevarestyrelsen i en mail til minkavlerne, at alle mink - også dem uden for zonerne - skulle aflives.

Søndag var ordlyden ændret. Her sagde fødevareministeren, at regeringen havde skrevet til minkavlerne "med en opfordring til at påbegynde aflivninger", skriver TV2.

/ritzau/