20201014-161802-L-1920x1081we
- Det er måske meget lærerigt. Uenighederne er ikke mindre, men vi har lyttet meget til hinanden og har fået slebet kanterne af, siger Sofie Carsten Nielsen efter søndagens finanslovsaftale. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Sofie Carsten Nielsen:
Nu truer vi med at blive ved bordet

6. dec. 2020 18.05
Fra at stille hårde krav og forlade forhandlinger er De Radikale blevet mindre ultimative over for regeringen.

Under regeringsdannelsen og finanslovsforhandlingerne i 2019 samt under klimaforhandlingerne i 2020 truede De Radikale under daværende politisk leder Morten Østergaard ofte med at trække stikket og forlade forhandlingsbordet.

Der blev brugt udtryk som at "trække hårdt i kæden" over for regeringen. Røde streger blev trukket og valgtruslen hevet op ad skeden mere end en gang.

Da Sofie Carsten Nielsen i oktober overtog posten som politisk leder, gentog hun truslerne i en konfrontatorisk første tale, hvor hun beskyldte regeringen for mangel på grønt lederskab og for dårlige undskyldninger.

Men de seneste uger har tonen over for regeringen ændret sig markant. Fredag - hvor en aftale om grønne biler ikke lød på De Radikales ønskede ene million i 2030 - glædede Sofie Carsten Nielsen sig alligevel.

Og ved søndagens præsentation af en finanslov for 2021 roste Sofie Carsten Nielsen samarbejdet og lovsang, hvordan parterne ikke har dyrket splittelse men "har spillet hinanden gode".

- Jeg tror alle har drejet sig lidt rundt. Nu har vi truet med at blive i stedet for at gå. Men det er jo ikke fordi, det ikke går hårdt for sig i forhandlingerne en gang imellem.

- Det er bare sket inde i lokalet denne her gang. Vi har nok også fået lidt mere fred, fordi der er sket så meget i denne her periode.

Har lyttet til hinanden

- Det er måske meget lærerigt. Uenighederne er ikke mindre, men vi har lyttet meget til hinanden og har fået slebet kanterne af, siger Sofie Carsten Nielsen efter søndagens aftale om toneskiftet.

Hun peger også på, at situationen er meget alvorlig i forhold til den økonomiske krise.

- Det kan godt være, at stemningen er lidt anderledes i år. Men det er også virkelig en alvorlig situation.

- Så vi skal have løst de her problemer og vise danskerne, at politikere, der forhandler, også løser problemer og ikke bare står og råber ad hinanden.

- Det tror jeg, har været meget afgørende. Vi har holdt det i lokalerne, og det tror jeg, er meget sundt, siger den politiske leder.

/ritzau/