20210511-150811-L-1920x1280we
- Vi er på vej ud af en coronakrise, som vi har håndteret godt. Det ændrer bare ikke på, at vi står foran store udfordringer, som vi ikke kan ignorere – herunder vigtigst af alt, at vi kommer til at mangle mennesker på arbejdsmarkedet, siger Sofie Carsten Nielsen. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Radikal leder lægger pres på Mette F.:
'Vi kommer til at mangle mennesker på arbejdsmarkedet'

2. jun. 2021 09.52
Sofie Carsten Nielsen foreslår en 'omfattende' skattereform, der skal sænke skatten på arbejde 'betragteligt'.

Der skal flere ambitiøse reformer til for at sikre flere hænder på arbejdsmarkedet.

Sådan lyder det fra den radikale leder Sofie Carsten Nielsen, der i dagens udgave af Berlingske lægger hårdt pres på regeringen for at indlede forhandlinger om en reformpakke, der skal sikre dansk økonomi fremadrettet.

LÆS OGSÅ: Topøkonom: Hvis den danske velfærdsmodel skal hænge sammen, skal vi holde reformtempoet

- Vi er på vej ud af en coronakrise, som vi har håndteret godt. Det ændrer bare ikke på, at vi står foran store udfordringer, som vi ikke kan ignorere – herunder vigtigst af alt, at vi kommer til at mangle mennesker på arbejdsmarkedet. Det er det altoverskyggende problem, siger den Radikale leder til Berlingske.

Hun foreslår helt konkret en 'omfattende' skattereform, der sænker skatten på arbejde 'betragteligt'. Hun nævner muligheden for at sænke skatten på indkomst i bunden for at øge gevinsten ved at arbejde, men hun mener dog også, at det er svært at komme udenom at hæve topskattegrænsen.

Finanseringen kan ifølge Sofie Carsten Nielsen blandt andet sikres ved at aftrappe det såkaldte rentefradrag for boligejere. Derudover nævner hun muligheden for at udfase efterlønnen helt, at indføre stigningen i pensionsalderen hurtigere end planlagt samt at sænke den beløbsgrænse, der stilles krav om, når udenlandsk arbejdskraft kommer til landet. Ingen forslag er dog ultimative, siger Sofie Carsten Nielsen, der håber, at det vil være muligt at samle et bredt flertal for en reformpakke. Hun afviser dog ikke, at hun er klar til at indgå en aftale med de blå, hvis de røde partier ikke vil være med.