20210913-093132-L-1920x1280we
Nu er det også de kommunalt ansatte sygeplejersker, som pålægges at holde arbejdet normaliseret. (Arkivfoto) Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Nu kan protesterende sygeplejersker i kommuner også få bod

1. okt. 2021 05.16
Torsdag har Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner igen været i retten. Nu også med Kommunernes Landsforening.

Fremover vil sygeplejersker ansat i landets kommuner, der nedlægger arbejdet overenskomststridigt, også blive pålagt en bod på 86 kroner i timen.

Det oplyser Dansk Sygeplejeråd (DSR) i en meddelelse. Den kommer, efter at der torsdag igen har været møde i Arbejdsretten om arbejdsnedlæggelserne.

Gennem de seneste uger har sygeplejersker landet over nedlagt arbejdet i en time. Det er sket for at markere deres utilfredshed med lønnen.

Men strejker er kun lovlige, når de er varslet af fagforeningerne i forbindelse med forhandling af nye overenskomster. Sagen er derfor endt i Arbejdsretten.

Parterne er her mødtes flere gange den seneste tid. Torsdag har der dog for første gang været deltagelse af Kommunernes Landsforening.

Tidligere har sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd (DSR), kun været indkaldt af Danske Regioner. Her er de fleste sygeplejersker ansat.

Blandt andet sygeplejersker på Sjællands Universitetshospital Roskilde og Sygehus Lillebælt har nedlagt arbejdet.

Nu er det altså også de kommunalt ansatte sygeplejersker, som pålægges at holde arbejdet normaliseret.

Kommunale arbejdsnedlæggelser har fundet sted i de tre kommuner Aarhus, Lolland og Guldborgsund.

Ifølge sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, har Arbejdsretten torsdag endnu engang understreget situationens alvor. Ifølge hende gør DSR, hvad der kan gøres, for at fredspligten overholdes.

- Vi har gentagne gange taget klart afstand fra de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og kraftigt opfordret vores medlemmer til at holde arbejdet normaliseret, og det fortsætter vi med at gøre, siger hun i en meddelelse.

I weekenden sagde Anders Kühnau, der er chefforhandler for regionerne og formand for Region Midt, til DR, at sundhedsvæsenet er i knæ. Der er derfor brug for flere penge.

Den udmelding er Grete Christensen enig i. Hun mener, der er hårdt brug for bedre løn i sundhedsvæsenet.

- Vi har altså en fælles interesse og opfordrer derfor arbejdsgiver til at gå i dialog med sygeplejerskerne og finde en fælles løsning på arbejdspladserne, siger hun.

Protesterne fra sygeplejerskerne begyndte, efter at politikerne i slutningen af august greb ind og afsluttede en strejke.

Sygeplejerskerne havde stemt nej til en ny overenskomst. Den er dog nu blevet ophøjet til loven med indgrebet.

Ud over boden kan alle de protesterende sygeplejersker også trækkes i løn svarende til de timer, de har været væk fra arbejdet.

/ritzau/