- Det er surrealistisk. Jeg er vant til en skemalagt dag. Dagen starter med træning og så frokost og træning nummer to, siger Mark Strandgaard, professionel håndboldspiller i Aalborg Håndbold. Foto: Aalborg Håndbold

Hjemsendt håndboldspiller: Jeg behøver ikke en guldmedalje

14. mar, 12:06
Håndboldspilleren Mark Strandgaard undværer gerne en guldmedalje om halsen og hyldest fra publikum. Han ønsker blot en klar udmelding om den professionelle håndboldsæson er slut eller ej.

Mark Strandgaard er professionel håndboldspiller og hjemsendt, ligesom de fleste lønmodtagere i Danmark er det i de kommende to uger. 

Den 32-årige fløjspiller er frustreret, men indstillet på at tage myndighedernes opfordringer alvorligt. Mark Strangaards klub, Aalborg Håndbold, står til at vinde den bedste danske håndboldrække Primo Tours Ligaen. Lige nu er hans klub otte point foran den næstbedste klub GOG. 

Vi er alle bedre tjent med, at der bliver truffet en beslutning. Det er mentalt hårdt, at man går og er usikker på, om vi bliver kaldt tilbage igen
Mark Strandgaard, håndboldspiller i Aalborg Håndbold 

- Jeg behøver hverken at blive hyldet, få en pokal eller en guldmedalje om halsen. Situationen er større end det. Vi kan ikke bare skubbe beslutninger foran os. Foreningerne må hellere melde klart ud og sige, at det var det for denne sæson, og så starter vi op på en frisk, når de nye hold skal sættes d. 1. juli. Vi er alle bedre tjent med, at der bliver truffet en beslutning. Det er mentalt hårdt, at man går og er usikker på, om vi bliver kaldt tilbage igen, siger han.

Der er 14 klubber i Danmarks bedste håndbold liga, Primo Tours Ligaen. Lige nu ligger ligaen stille i mindst to uger. Det er noget som Divisionsforeningen Håndhold og Dansk Håndbold Forbund (DHF) sammen har besluttet efter myndighedernes opfordringer om at lukke landet ned i 14 dage for at minimere smittespredningen af coronavirus. 

LÆS OGSÅ: Hjemsendt håndboldspiller: Situationen er uholdbar

Mens Mark Strandgaard taler med A4 Arbejdsliv, kan man høre hans to drenge på to og fire år lege i baggrunden i hjemmet i Aalborg. Her skal han og hans kone, der er sygeplejerske og normalt tager vikarvagter i Norge og på Færøerne, og drengene nu opholde sig i mere tid, end de er vant til. Og han indrømmer, at det også har sine fordele at være hjemsendt.

- Lige nu prioriterer vi at være sammen som familie. Det er dejligt at have to uger, hvor vi kan gøre, hvad vi har lyst til. Normalt er det kun i sommerferien, at det er sådan. Vi har en fællesfødselsdag for de to drenge på lørdag med to hold bedsteforældre, men ellers har vi ikke de store planer. Lige nu er vi på dag 2, og alt er godt, men jeg tror, at de fleste kan skrive under på, at 14 dage sammen også kan give udfordringer.

Det er surrealistisk

Mark Strandgaard har ikke hamstret i supermarkederne, men holder sig til den ene tur i supermarkedet om ugen, som familien plejer. Han bekymrer sig heller ikke synderligt om selv at blive smittet, alligevel har han taget nogle forholdsregler:

- Vi gør lidt ekstra rent og har stillet håndsprit op flere steder i huset. Jeg er ikke bekymret for, at jeg selv skal blive smittet, men jeg er bekymret for mine omgivelser og er indstillet på, at vi skal passe på hinanden. Allermest er jeg bekymret for, om vi er gode nok som samfund til at passe på hinanden.

Jeg plejer at være sammen med en masse mennesker, så det er også underligt, at man ikke skal være det
Mark Strandgaard, håndboldspiller i Aalborg Håndbold 

Fløjspilleren, der har lavet 143 mål i denne sæson, er vant til, at store dele af hans hverdag som professionel håndboldspiller er fyldt med gøremål, der hovedsagligt handler om træning.

LÆS OGSÅ: Metal-formand advarer om stor lønnedgang til privatansatte: 'Det er voldsomt'

- Det er surrealistisk. Jeg er vant til en skemalagt dag. Dagen starter med træning og så frokost og træning nummer to. Jeg plejer at være sammen med en masse mennesker, så det er også underligt, at man ikke skal være det.

- Vi plejer at træne i Gigantium (kulturcenter i Aalborg red.) eller på en sportshøjskole, men alle styrketræningsfaciliteter er lukket ned. Så jeg må hoppe i løbeskoene og tage en tur ud i naturen. Og så må jeg have fat i en gammel grundbog i gymnastik, så jeg kan få inspiration til at lave nogle alternative øvelser på gulvet, griner håndboldspilleren, der indrømmer, at han ikke endnu har haft løbeskoene på.

Dog har han planer om en løbetur i løbet af dagen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her