- Vi befinder os i en ekstraordinær situation, og alle kommunalt ansatte har stået over for en ekstremt svær opgave, siger KL's formand, Jacob Bundsgaard (S). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kommuner: De fleste ansatte er fysisk til stede på jobbet

4. maj, 07:34
Langt de fleste kommunalt ansatte er under coronakrisen fysisk til stede på arbejdspladsen eller arbejder fra hjemmekontoret.

Den 13. marts lukkede Danmark ned, og en stor del af de offentligt ansatte blev sendt hjem.

LÆS OGSÅ: Måling - Stort flertal til rød blok

Men trods aflåste kontorer og tomme parkeringspladser har kommunerne aldrig været lukkede.

Det bekræfter en ny repræsentativ KL-stikprøve. Den viser, at cirka 77 procent af de godt 500.000 kommunalt ansatte per 28. april er fysisk til stede på deres arbejdsplads. Mens cirka 19 procent, godt 96.000 medarbejdere, arbejder hjemmefra, fremgår det af en pressemeddelelse fra KL.

Det svarer til, at cirka 19 ud af 20 kommunalt ansatte arbejder i denne krisetid.

Kun omtrent fire procent, eller 22.000 medarbejdere, kan hverken være fysisk til stede eller udføre deres arbejde fra et hjemmekontor. Det er for eksempel medarbejdere på lukkede kulturinstitutioner og tekniske medarbejdere som håndværkere.

- Det bekræfter bare, at det kommunale Danmark har en afgørende vigtig funktion i samfundet. Uanset om der er tale om hjemmesygeplejersken, pædagogen, kontorchefen på hjemmearbejdspladsen eller en af de andre godt 500.000 ansatte. Til jer lyder en særlig tak, lyder det fra KL's formand Jacob Bundsgaard.

Ifølge stikprøven er det især medarbejderne i landets børnehaver og vuggestuer, og de der arbejder med sundhed og ældre, der i dag er fysisk til stede. Her er henholdsvis cirka 99 procent og cirka 96 procent mødt ind på stuer, kontorer og plejehjem.

Analysen viser samtidig, at cirka 82 procent af de ansatte på landets skoler er til stede i klasseværelser og i skolegården. Også på social- og handicapområdet møder størstedelen af de ansatte, cirka 80 procent, hver dag fysisk op på arbejde.

- Vi befinder os i en ekstraordinær situation, og alle kommunalt ansatte har stået over for en ekstremt svær opgave. Men alle de lokale løsninger viser, hvordan den forandrede hverdags udfordringer bliver løst med fantastisk kreativitet og gåpåmod, siger Jacob Bundsgaard.

LÆS OGSÅ: Gasolin-veteran rocker og ruller videre

Fakta:

KL har sendt et spørgeskema ud til HR-chefer i en række repræsentativt udvalgte kommuner og bedt dem angive, hvor stor en andel af medarbejderne, der er hjemsendt, og hvor mange af de hjemsendte medarbejdere, der arbejder hjemmefra. Svarene er derefter opregnet til alle medarbejdere i landets kommuner pr. februar 2020. I stikprøven indgår svar fra 10 repræsentative kommuner. Tallene er derfor udtryk for et groft skøn.