- Nu haster det med at få AT fuldt ud på banen igen. AT er en helt central aktør for at sikre en ordentlig og tryg genåbning i de kommende måneder, udtaler næstformand i FH, Morten Skov. Foto: Jesper Ludvigsen

FH: Arbejdstilsynet lige så vigtigt som politiet!

7. maj, 13:00
Nu hvor Danmark lukkes mere op, er det helt afgørende, at Arbejdstilsynet kommer tilbage for fulde omdrejninger. Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov peger på, at mange lønmodtagere oplever, at arbejdsgiverne ikke tager arbejdsmiljø og corona alvorligt.

Arbejdstilsynet kører stadig på lavt blus som følge af nedlukningen af landet. Hovedparten af de tilsynsførende har været sendt hjem, siden Danmark lukkede ned midt i marts. I mange brancher kommer tilsynet slet ikke ud, med mindre der er tale om en alvorlig ulykke eller klage.

LÆS OGSÅ: LEGO-ejer taber millioner på gods

Men coronapausen for Arbejdstilsynet har varet længe nok nu. Tilsynet bør hurtigst muligt komme tilbage for fuld styrke. Det fastslår Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i en pressemeddelelse.

Arbejdstilsynet er nemlig helt afgørende for at sikre, at smitterisikoen forebygges effektivt i de brancher, der hele tiden har været åbne eller blev genåbnet i første fase - som fx i byggeriet, hjemmeplejen, dagligvarebutikkerne og daginstitutionerne påpeger FH's næstformand, Morten Skov.

Han peger også på problemer med eksempelvis afstands - og hygiejnekrav. Dertil kommer, at medarbejderne ikke altid har adgang til de nødvendige værnemidler.

- Problemerne og medarbejdernes utryghed sig op ude på arbejdspladserne på grund af uklare retningslinjer, eller fordi reglerne ikke overholdes, udtaler Morten Skov.

Arbejdstilsynet er lige så vigtigt som politiet, når det gælder om at hindre coronasmitte - virus smitter ikke mindre på en arbejdsplads end ude i offentligheden, understreger Morten Skov.

- Politiet prioriterer at føre dagligt tilsyn med, at almindelige borgere i det offentlige rum overholder myndighedernes retningslinjer. Vi får at vide, at det er helt afgørende for at bremse smitten i samfundet. Og afgørende for, at der kan åbnes mere op. På samme måde må det være Arbejdstilsynets opgave at sikre, at retningslinjerne overholdes på arbejdspladserne, så smitterisikoen forebygges, og så alle lønmodtagere kan gå trygge på arbejde, udtaler Morten Skov.

Han modtager dagligt meldinger fra fagforeninger og tillidsvalgte, der er frustrerede over manglende værnemidler, over at rengøringen og den generelle hygiejne er mangelfuld, og over at mange arbejdsgivere ikke prioriterer de vigtige coronaretningslinjer.

Morten Skov advarer om risikoen for en øget nedlukning i stedet for en genåbning, hvis der ikke kommer styr på smitterisikoen ude på arbejdspladserne.

- Der er et klart og utvetydigt ønske fra fagbevægelsen til regeringen og alle folketingets partier om at få Arbejdstilsynet tilbage i fulde omdrejninger så hurtigt som muligt. Det haster!, udtaler Morten Skov.

LÆS OGSÅ: Dansk successerie vender tilbage på tv