På billedet ses formanden for HK Privat Simon Tøgern. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

OK20: Aftaler på plads for cirka 2.800 grafiske medarbejdere

15. mar, 17:20
HK Privat er blevet enige med Grakom om to overenskomstaftaler, der sikrer cirka 2800 medarbejdere i den grafiske branche mere på fritvalgskontoen, 3 ugers ekstra forældreorlov med fuld løn og bedre adgang til uddannelse.

Parterne har trods den kritiske situation på grund af coronavirussen valgt at forhandle videre om en ny overenskomst og er i dag nået i mål med et overenskomstforlig for to faggrupper i den grafiske branche, fremgår det af en pressemeddelelse fra HK Privat.

LÆS OGSÅ: Strandet dansker i La Palma - De gør absolut ikke en skid

- Det er en svær situation, som både Danmark og arbejdspladserne står i netop nu med nye konsekvenser og tiltag hver dag for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Af samme grund er det vigtigere end nogensinde, at vi viser styrken i at kunne indgå aftaler, der sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår til gavn for både medarbejdere og virksomheder, siger formand for HK Privat, Simon Tøgern.

Medarbejdere i den grafiske branche kan se frem til en fritvalgskonto, der stiger fra 4 til 7 procent og med en større fleksibilitet for fx småbørnsfamilier. Overenskomsterne er 3-årige og dækker medarbejdere, der er beskæftigede inden for fx serigrafi, digitalprint og 3D-print og kontoransatte på trykkerier, der fremstiller aviser, reklamer og andre tryksager.

- Vi har været igennem et længere forhandlingsforløb med Grakom, men vi er landet fornuftigt, og en fritvalgskonto på 7 procent er en forbedring, der vil kunne mærkes for den enkelte medarbejder. Samtidig har vi sikret noget mere fleksibilitet og mulighed for frihed til fx småbørnsfamilier og seniorer, så vi kan være godt tilfredse med resultatet, konkluderer Simon Tøgern.

Beløbet på fritvalgskontoen kommer oveni den løn, som de fleste medlemmer af HK Privat selv forhandler hjem ude på arbejdspladserne. Ud over fritvalgskontoen, så kan medarbejderne også se frem til, at der kommer 3 ugers ekstra forældreorlov med fuld løn til den forælder, der ikke holder barslen, at der bliver mulighed for op til 5 ugers efteruddannelse ved opsigelse, og at ordningen omkring Aftalt Uddannelse nu bliver permanent.

Formanden for HK Privat havde da også håbet at lande en aftale om funktionæroverenskomsten med Danske Mediers Arbejdsgiverforening denne uge, men det er desværre ikke lykkedes endnu.

Aftalerne mellem HK Privat og Grakom læner sig op ad industriforliget, der blev indgået d. 9. februar, og Den Grafiske Timelønsoverenskomst d. 9. marts.

Overenskomsterne, som er forhandlet hjem i løbet af den seneste uge, er to ud af i alt 23 landsoverenskomster, som HK Privat forhandler i 2020: Digitalprint- og serigrafoverenskomsten og Funktionæroverenskomst med Grakom.

LÆS OGSÅ: Mikkel Kessler i karantæne med familien