20201214-090715-L-1920x1280we__1_
Samlet har PostNord i året tjent lidt under 1,3 milliarder kroner. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

PostNord i vild rekord

2. feb 2021, 8:34
PostNord er sidste år vokset på omsætning og indtjening. Det er sket med bidrag fra den danske forretning.

Under coronapandemien er der købt flere varer på nettet. Det har givet ekstra travlhed hos fragtvirksomheder som PostNord.

Den ekstra travlhed er et af flere bidrag til, at PostNord sidste år har fået det største resultat siden 2009, hvor den dansk-svenske postgigant blev dannet.

Det oplyser PostNord tirsdag i forbindelse med sit årsregnskab.

Samlet har PostNord i 2020 tjent lidt under 1,3 milliarder kroner. Ud over at det er rekord, så er det en stor forbedring i forhold til året før, hvor der blev tabt i underkanten af 200 millioner kroner.

Ifølge Annemarie Gardshol, koncernchef i PostNord, er der flere årsager til den store forbedring i indtjeningen. Det forklarer hun i en skriftlig kommentar.

- Naturligvis bidrager den store efterspørgsel på pakker.

- Men samtidig har vi haft et meget højt produktivitetsniveau og gode fremskridt i vores interne forbedringsprogrammer, siger Annemarie Gardshol.

Den samlede omsætning i PostNord er sidste år endt på cirka 28,6 milliarder kroner. Det er en stigning på én procent i forhold til året før.

Med til at hive koncernresultaterne op har været en forbedring i den danske forretning. Her er såvel omsætning som indtjening vokset sidste år.

For hele året omsatte den danske forretning for knapt 6,9 milliarder kroner. Det udgjorde dermed omkring en fjerdedel af PostNords samlede omsætning.

Omsætningen i Danmark var negativt påvirket af et fald i mængden af brevforsendelser på 12 procent. Til gengæld bidrog det positivt, at mængden af pakkeforsendelser steg med hele 37 procent.

Ifølge PostNord var væksten inden for pakkeforsendelser primært drevet af en stærk efterspørgsel fra B2C-kunder.

B2C står for "business to customer" - eller butik til kunde. Det dækker over de mange butikker, som forbrugere køber varer fra.

Når en butik skal have sendt en vare hjem til en kunde, så kan butikken vælge at gøre brug af fragtselskaber som PostNord.

På den måde bliver butikken en B2C-kunde for PostNord.

/ritzau/