20210604-141655-L-1920x1356we
I slutningen af maj lancerede S-regeringen udspillet "Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund". (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Politisk flertal indgår ny uddannelsesaftale

25. jun 2021, 8:25
Det bliver ikke et krav for de største byer at reducere uddannelsesoptag med ti procent, viser aftale.

Et bredt flertal i Folketinget har fredag landet en aftale om at skabe bedre uddannelsesmuligheder i hele landet.

Det fortæller uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på et pressemøde.

- Aftalen skaber varige muligheder for at drive uddannelsespladser uden for vores største byer.

- Jeg er meget glad og optimistisk, fordi der er et bredt flertal bag. Det er et afgørende nyt skridt i uddannelsespolitik i Danmark, siger hun.

I slutningen af maj lancerede S-regeringen udspillet "Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund".

Det lagde blandt andet op til, at universiteterne skal nedlægge ti procent af deres studiepladser i København, Aarhus, Odense og Aalborg eller flytte dem ud af byerne.

Det vakte stor debat, og støttepartierne Enhedslisten og SF er i den endelige aftale kommet igennem med ønsket om, at man i stedet laver det om til en målsætning frem mod 2030. Det bliver altså ikke et decideret krav.

Enhedslistens uddannelsesordfører, Pernille Skipper fremhæver, at det er lykkedes at lave en aftale om udflytning, der ikke fører til et "blodbad" i de store byer, der afgiver uddannelsespladser.

SF's uddannelsesordfører, Astrid Carøe, glæder sig ligeledes over, at regeringen er blødt op.

- Det har været vigtigt for SF, at vi ikke skærer for hårdt på uddannelsespladserne i byerne og laver automatiske lukninger, som regeringen foreslog, siger hun i en skriftlig kommentar.

60 procent af uddannelsespladserne på de fire store velfærdsuddannelser skal på sigt ligge uden for de største byer. Betegnelsen dækker over sygeplejersker, socialrådgivere, lærere og pædagoger, som er de fire store velfærdsuddannelser.

Denne ambition søges indfriet ved, at man frem mod 2030 opretter 1000 nye uddannelsespladser uden for de fire største byer og ved at udflytte 1000 eksisterende pladser fra de fire største byer.

De 1000 nye uddannelsespladser skal fordeles i alle fem regioner i Danmark.

Der bliver oprettet 23 nye uddannelsessteder uden for de store byer, og til det formål bliver der afsat en investerings- og etableringspulje på 537 millioner kroner.

Der bliver også indført et nyt regionalt taxametersystem, så uddannelsesstederne uden for de store byer får tilført flere penge.

Taxametertaksten bliver hævet med fem procent i 2023, hvilket stiger til syv procent fra 2027 og frem.

Venstre og Dansk Folkeparti havde gerne set, at der var afsat flere penge til udflytning af uddannelsespladser.

- Vi skaber et Danmark i bedre uddannelsesbalance med denne aftale. Men vi ville gerne have investeret flere penge i denne opgave.

- Det ønskede regeringen og dens støttepartier ikke. Det vil vi fremsætte forslag om, siger uddannelses- og forskningsordfører Ulla Tørnæs (V).

De Radikale og Liberal Alliance er ikke med i aftalen.

- Vi er meget uenige i regeringens ønske om at lukke tusindvis af studiepladser, og vi er også meget uenige i dens holdning til, at man kan flytte en masse uddannelser, uden at man investerer, sagde uddannelsesordfører Katrine Robsøe (R) til Ritzau, efter at hendes parti natten til fredag forlod forhandlingerne.

/ritzau/