20210206141007390_1000
SkøjterIsen er for tynd på søerne i København, til at man må gå ud på den. Billedet her er fra et tidligere år. (Arkivfoto) Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Politiet advarer om usikker is:
Familier bryder forbud

6. feb. 2021 14.17
Både i Aarhus og København er isen for tynd til, at man må gå eller stå på skøjter på søerne.

Efter en længere periode med frostvejr kan det være fristende at gå en tur på landets tilfrosne søer og vandløb.

Men det er langtfra ufarligt at bevæge sig ud på isen.

Derfor advarer både Københavns Politi og Østjyllands Politi mod, at man færdes på de tilfrosne søer.

Kun hvis der er opsat skilte, som angiver, at isen er sikker, må man gå ud på den. Denne vurdering foretages af den enkelte kommune.

Lørdag har Københavns Politi frem til klokken 14 sigtet ti personer for ulovlig færdsel på søerne i henholdsvis Ørstedsparken, Ryparken og Fælledparken.

- Der er en del borgere, der bliver fristet til at gå ud på isen. Men det er farligt, for isen er for tynd.

- Derfor bruger vi ressourcer på specifikt at holde opsyn med søerne i dag, hvor vejret er godt, og mange er udenfor, siger vagtchef Jesper Frandsen.

Det varierer fra sted til sted, hvor tyk isen skal være, før man må bevæge sig ud på den - det afhænger blandt andet af strømforhold.

Typisk skal isen være minimum 13 centimeter tyk.

Aarhus Kommune har eksempelvis slået fast, at der skal være et 16 centimeter tykt lag is på byens søer, før det er tilladt at gå ud på dem.

Isen i Aarhus er senest målt til at være seks centimeter. Dermed er der lang vej igen, før kommunen tillader færdsel på isen.

Flere gange lørdag har politiet kaldt personer ind, som ulovligt opholdt sig på tilfrosne søer. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Vi har set voksne, der går tur med børn og barnevogn på isen, og børn der leger uden opsyn.

- Det er jo direkte livsfarligt at gå rundt på is, der slet, slet ikke er tyk nok endnu, og vi vil på det kraftigste opfordre folk til at holde sig væk og bruge deres sunde fornuft, siger vagtchef René Ludvig i meddelelsen.

Han fortæller, at folk bliver kaldt ind, hvis betjente ser, at de går eller leger på isen, men at politiet ikke kan patruljere ved alle søer.

- Så vi håber, at folk vil begynde at tage ansvar for sig selv og ikke mindst deres børn, siger René Ludvig.

/ritzau/