20200418-161302-L-1920x1320we__2_
Unge har stor erfaring med platformsarbejde gennem eksempelvis Wolt-kørsel. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ekspert:
Flere kommer til at arbejde i fleksible job

30. jun. 2021 08.31
Flere vil komme til at arbejde i fleksible ansættelser fremover, vurderer arbejdsmarkedsforsker.

Fremover vil endnu flere danskere arbejde i fleksible, mere usikre ansættelser.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Anna Ilsøe over for Børsen.

LÆS OGSÅ: Platformsarbejde efterlader millionregning: Ni ud af ti skylder skat

Lige nu er det knap hver tredje dansker, der ikke arbejder i en fast fuldtidsstilling. Men vi vil se langt flere nultimerskontrakter og nye former for freelancearbejde fremover, mener arbejdsmarkedsforskeren.

Hun peger på, at unge studerende har en stor erfaring med blandt andet platformsarbejde gennem eksempelvis Wolt-kørsel eller Airbnb-udlejning, og de er fortrolige med teknologien bag. Og de erfaringer vil de tage med sig ind i arbejdslivet, vurderer Anna Ilsøe.

Hos fagforeningerne er der delte meninger om udsigten til mere platformsarbejde. Hos 3F vil man have virksomhederne til at vedkende sig et arbejdsgiveransvar. Omvendt mener man hos Djøf, at de nye arbejdsformer kan rummes i den danske model.

- Vi har valgt at samarbejde med platformsvirksomhederne for at være på forkant med det marked, der udvikler sig. Mange af vores medlemmer er ansat på individuelle kontrakter og vant til selv at forhandle de vilkår, de er ansat under, så for dem er forskellen måske ikke så stor, siger Charlotte Thaning, der er forhandlingschef i Djøf, til Børsen.