20180916-121415-L-1920x1443we
- Jeg mener, at den politik, vi fører i Dansk Folkeparti, er den bedste for arbejderne, siger Pia Kjærsgaard. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Pia Kjærsgaard: Akademikere gør Socialdemokratiet til et dårligt arbejderparti

30. apr 2020, 20:56
Dansk Folkepartis politik er den bedste for arbejderne, mener Pia Kjærsgaard.

I morgen er det 1. maj, arbejdernes internationale kampdag. 

I den forbindelse har Pia Kjærsgaard, nuværende menigt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, skrevet et debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor budskabet er, at 1. maj hører fortiden til.

LÆS OGSÅ: Chefredaktør til Pia K.: Nej, 1. maj hører ikke fortiden til

I indlægget skriver den tidligere DF-formand blandt andet, at venstrefløjen bruger dagen til at opfordre til klassekamp og splittelse i stedet for til sammenhold omkring det danske. Og at 1. maj derfor har haft sin tid.

Samtidig mener hun, at 'det gamle arbejderparti' Socialdemokratiet er blevet djøficeret og ikke længere repræsenterer arbejderne.

Beviset på det er blandt andet, at regeringen kun har en enkelt arbejder siddende på en af ministertaburetterne – resten er akademikere, ligesom hovedparten af folketingsgruppen er det, argumenterer hun.

Men hvem er så nutidens ægte arbejderparti? A4 Arbejdsliv har ringet til Pia Kjærsgaard for at få en forklaring:

Pia Kjærsgaard, du skriver i dit debatindlæg, at 'Socialdemokratiets kontakt til almindelige mennesker går i dag gennem Dansk Folkeparti'. Hvad mener du med det?

- Socialdemokratiet har jo virkelig forsøgt at lægge sig i sporet af Dansk Folkeparti. Det er for så vidt meget godt. Men der, hvor jeg klandrer Socialdemokratiet, er jo ’Hallo. I er akademikere de fleste af jer. Nu skal I altså lige huske på, hvem I gerne vil repræsentere, og hvor Socialdemokratiet i sin tid kom fra', siger Pia Kjærsgaard.

Uden arbejdere på tinge, intet arbejderparti

Ifølge tallene fra det seneste valg i 2019 kommer mange af de arbejderstemmer, som Socialdemokratiet fik her, fra jer?

- Det tror jeg da gerne – det siger sig selv, når valget gik, som det gjorde. Det kan ikke være anderledes. Men så er det jo også, at jeg siger: ’Prøv lige at tænke jer om. Prøv at kigge i folketingsgruppen eller på ministerbænkene. Hvem har haft jord under neglene? Hvem har været sosu-assistent eller sygeplejerske eller politibetjent? Eller håndværker?' Det er der ikke rigtig nogen, der har.

Siger du dermed, at akademikere er dårligere til at repræsentere arbejdere?

- Ja, det gør jeg faktisk. Jeg mener, at hvis man vil repræsentere arbejderne, så skal der være flere arbejdere blandt de politikere, der udformer lovene.

Hvordan kommer det til udtryk, at at socialdemokraterne ikke længere repræsenterer arbejderne?

- Det synes jeg ikke, at de gør i forhold til de mange initiativer, der er i Folketinget. Der synes jeg, at man ind i mellem svigter. Hvad med hele den snak om, at vi skal have udenlandsk arbejdskraft? Det fatter jeg jo ikke en brik af, og slet ikke netop nu med coronakrisen, hvor der helt sikkert bliver flere arbejdsløse. Og hvis nu vi snakker om Arne og Arnes tur (Socialdemokratiets forslag om tidlig pension til nedslidte, red.), så er det jo meget ’Socialdemokratiet classic’. Men jeg er da alvorligt bange for, at det går i glemmebogen nu, siger hun og tilføjer:

- Debatten er jo fuldstændig væk. Og der kan jeg være meget skeptisk i forhold til, om Socialdemokratiet vil benytte denne coronatid til at sige ’jamen, nu er der ikke råd til Arnes tur længere, for vi har brugt pengene på hjælpepakker’.

Hvad siger vælgerne?

I en opsigtsvækkende vælgeranalyse foretaget af professor Kasper Møller Hansen for Altinget 1. maj 2018, var Dansk Folkeparti det største arbejderparti målt på arbejderstemmer. Hele 25,5 pct. af arbejderne ville på det tidspunkt sætte kryds ved Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne fik kun opbakning fra 22,7 pct. af de vælgere.

Helt anderledes endte det ved folketingsvalget i 2019. Berlingske offentliggjorde 11. juni 2019 en meningmåling, der var foretaget af Kantar Gallup blandt 4.527 respondenter dagen før valget, den 5. juni.

I den svarede 31,9 pct. vælgere med en erhvervsuddannelse, at de ville stemme Socialdemokratiet. Kun 12,6 pct. med en erhversuddannelse valgte Dansk Folkeparti. Blandt ufaglærte, var det 33, 7 pct., der ville stemme S, mens 15,3 pct. ville stemme DF.

Ved valget fik socialdemokraterne i alt 25,9 pct. af stemmerne, mens DF fik 8,7 pct.

Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab og valgforsker på Københavns Universitet:

- Der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti har tabt rigtig mange vælgere, og dem, de har tabt, er i langt overvejende grad de gamle arbejdervælgere. Selv dem, man troede var DF’ere med hud og hår, og som de har haft vundet over i en 20-årig periode. Og mange af dem er gået over til Socialdemokratiet.

- Det er de vælgere, man i gamle dage kaldte ’de blå Bjarner’ – faglærte og ufaglærte. Man kan sige, at Socialdemokratiet har støvsuget arbejdervælgere fra Dansk Folkeparti.

Så hvem er mest et arbejderparti – Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti?

- Hvis man måler på antallet af vælgere, er det uden sammenligning Socialdemokratiet.

Vores politik er bedst for arbejderne

- Jeg mener, at den politik, vi fører i Dansk Folkeparti, er den bedste for arbejderne.

Hvorfor er den det?

- Det synes jeg blandt andet, at den er i forhold til udlændingepolitikken. Vi er i allerhøjeste grad stadig høgene og vil have, at man ansætter danskere, før man ansætter folk fra udlandet. Vi vil også have, at man i den grad er opmærksom på, hvad der foregår på arbejdspladserne – f.eks. i forhold til arbejdsmiljø.

- Vores beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted – han ville nok blive fornærmet, hvis jeg kaldte ham socialdemokrat, og det har han også god grund til – er jo gammel SID-arbejder, og han ved stadigvæk godt, hvad der foregår ude på arbejdspladserne. Der er også EU-politikken; man kan jo få dagpenge i løbet af nul komma fem, hvis man er i Danmark, og det er penge, vi sender ud af landet. Det tror jeg, at mange arbejdere godt kan se.

Så Dansk Folkeparti er et arbejderparti?

- Det synes jeg helt klart.

Men er I så også mere arbejderparti end Socialdemokratiet?

- Det vil jeg ikke sige. Jeg forholder mig bare til, at vi i hvert fald i vores folketingsgruppe er langt bedre repræsenteret af forskellige faggrupper, end man er hos Socialdemokratiet. Vi har måske én eller to akademikere, og sådan har det også været tidligere.

Så på den måde er I mere et arbejderparti?

- Ja, det synes jeg. Vi har sosu-assistenterne, vi har den almindelige lønmodtager. Langt de fleste har været ude på arbejdsmarkedet, og det synes jeg er en væsentlig del af det.

Hvad er årsagen så til, at arbejderne vælger Socialdemokratiet, hvis I har den bedste politik for arbejderne?

- Det har været almindeligt bøvl. Et dårligt valg, ganske enkelt. Nu ønsker jeg ikke at rippe op i en dårlig valgkamp med det ene og det andet og det tredje, men ting hænger jo på en eller anden måde sammen, ikke?, siger Pia Kjærsgaard.

LÆS OGSÅ: 1. maj: Fagbevægelsen skal udnytte, at coronakrisen skaber momentum for ny politik

Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, havde ikke mulighed for at stille op til interview inden deadline, men skriver i en SMS til A4 Arbejdsliv:

- Pia Kjærsgaard kører jo i den samme rille hvert år omkring 1. maj. Jeg har ikke haft tid til at læse hendes kronik. Fred være med hende.