Byen_Sanaa_i_Yemen_under_Saudi_Arabisk-ledet_luftangreb_27_november_2020_1650_px1
Byen Sanaa i Yemen under Saudi Arabisk-ledet luftangreb 27. november 2020 Foto: Khaled Abdullah/Reuters/Ritzau Scanpix

Pensionsselskaber kritiseres for våbeninvesteringer

14. dec 2020, 17:45

Denne artikel er oprindeligt bragt på Dansk El-Forbund.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

"Danmarks 16 største pensionskasser har tilsammen investeret mindst 2,9 milliarder kroner i virksomheder, der sælger våben og militært udstyr til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Våben, der med overvejende sandsynlighed bliver brugt i krigen i Yemen."

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra den humanitære organisation Oxfam Ibis, der har offentliggjort en ny rapport om forholdene. Det sker i forbindelse med organisationens tema "Min pension skal ikke slå ihjel i Yemen". Det skriver Dansk El-Forbund.dk.

LÆS OGSÅ: Vi indbetaler til pensionen som aldrig før

Også de to pensionsselskaber PensionDanmark og Industriens Pension, hvor medlemmerne af fx Dansk El-Forbund (DEF) via overenskomsterne har deres arbejdsmarkedspensioner, figurerer på listen. PensionDanmark, hvor det store flertal af DEF-medlemmerne har deres pensionsordning, angives således at have 104 millioner kroner investeret på denne måde.

Grafik De 16 største danske pensionsselskabers totale aktiebeholdning i 21 selskaber, som har leveret våben eller militært udstyr til Saudi Arabien og/eller De Forenede Arabiske Emirater fra 2016-2019. Kilde: Screenshot fra Oxfam Ibis' rapport, som kan hentes som pdf her.

Humanitær katastrofe

Krigen i Yemen er blevet betegnet som verdens værste humanitære katastrofe. På sin hjemmeside skriver organisationen:

"Hvert tiende minut dør et barn. 80 procent af befolkningen har akut brug for nødhjælp og beskyttelse. I alt er en kvart million mennesker døde som følge af krigen. Skal dine pensionpenge virkelig være med til at skabe denne katastrofe?"

Staternes ansvar

Forelagt kritikken har PensionDanmark reageret med denne tekst:

"Det er rigtigt, at PensionDanmark har investeringer i nogle af de selskaber, der nævnes i rapporten fra Oxfam Ibis. Stort set alle store våbenproducenter handler med Saudi Arabien, men samtidig er de selvsamme selskaber typisk leverandører til det danske forsvar og udgør dermed et vigtigt grundlag for Danmarks og Natos forsvar."

LÆS OGSÅ: Cathrine sparer op til pensionen med aktier: 'En megafed måde at tage ansvar på'

Derudover er det kun en begrænset del af selskabernes omsætning, der vedrører våbenhandel med Saudi, og deres liste indeholder nogle af verdens største producenter af bl.a. passagerfly, personbiler og elektriske motorer. Det er ikke så sort/hvidt, det er kompliceret.

Det gør PensionDanmark:

Hvad angår de tragiske hændelser i Mellemøsten, er det vores grundopfattelse, at ansvaret mest hviler på de enheder og stater, der anvender våben mod uskyldige civile. Det er en af årsagerne til, at PensionDanmark fx ikke har statsobligationer udstedt af Saudi Arabien.

Herudover har vores investeringsetiske samarbejdspartner i London på vores og andre investorers vegne rettet henvendelse til våbenproducenter om behov for en politik for kunders anvendelse af solgte våben. Hvis vi skulle afhænde vores aktier, mister vi muligheden for at have denne dialog.

Det også vigtigt at pointere, at PensionDanmark ikke investerer i producenter af klyngevåben og anti-personelminer, fordi vi bakker op om den officielle danske politik, hvor vi har underskrevet henholdsvis Oslo- og Ottawakonventionen, som forbyder disse våben.”