Københavns lufthavn ligger næsten øde hen, mens flyene står parkeret på rækker på landingsbanerne. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Passagertal: Københavns Lufthavn i frit fald

12. maj, 10:28
Efter en passagerfattig april opfordrer Københavns Lufthavn til løsninger for en åbning af luftfartsbranchen.

Rejserestriktioner på grund af coronavirusset har i april været med til at give et kæmpe fald i antallet af passagerer i Københavns Lufthavn.

I alt 25.936 passagerer har rejst igennem lufthavnen i løbet af måneden. Det er et fald på hele 99 procent sammenlignet med april sidste år.

Det oplyser Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

I løbet af måneden har torsdag 9. april været den mest stille rejsedag med blot 424 passagerer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

Udover et par dage helt uden flytrafik i april 2010 på grund af askeskyen fra vulkanen Eyjafjallajökull har der ikke været så stille en dag i lufthavnen siden 1946 - det første år efter Anden Verdenskrig.

- For luftfarten globalt og i Danmark er det den værste krise siden Anden Verdenskrig, siger lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye.

- Men vi ved også, at krisen slutter på et tidspunkt, når der forhåbentlig snart findes en behandling og lidt længere ude i horisonten en vaccine mod coronavirus, tilføjer han.

De seneste måneder har både lufthavne og flyselskaber været hårdt ramt af coronavirusset.

For at mindske spredningen af virusset har myndigheder indført restriktioner i forhold til flyrejser, og det har naturligt nok gjort ondt hos selskaber inden for luftfartsindustrien.

Herhjemme forlængede Udenrigsministeriet forleden sin rejsevejledning, så der til og med 31. maj fortsat bliver frarådet ikke-nødvendige rejser til alle lande i verden.

Selv om forlængelsen ikke kommer Københavns Lufthavn til gode, så mener direktøren, at beslutningen giver god mening på nuværende tidspunkt.

- Der er meget få fakta og meget lidt vejledning at tage en anden beslutning ud fra. Og der er heller ikke så mange steder at rejse hen lige nu.

- Så jeg tænker, at det samlet set er en fornuftig beslutning.

- Det, som jeg synes, vi skal gøre, er at bruge de sidste uger af maj til at finde ud af, hvordan vi får åbnet igen, og hvad strategien er for, at Danmark får den samme tilgængelighed som tidligere, siger Thomas Woldbye.

Lige nu er den danske luftfartsbranche i gang med at lave et omfattende oplæg til regeringen og resten af Folketinget om, hvordan man kan åbne for både erhvervsrejser og turisme.

Ifølge Thomas Woldbye vil det blandt andet komme med forslag til ændringer for den nuværende lønkompensationsordning, som lufthavnen også har brugt til at kunne sende medarbejdere hjem med løn.

/ritzau/