20201229-230634-L-1920x1920we
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsministeren har indkaldt partilederne til møde. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Partiledere indkaldt til corona-møde

5. jan. 2021 10.07
Sundhedsministeren og justitsministeren har indkaldt partilederne til møde om den aktuelle situation.

Folketingets partiledere er indkaldt til møde om den aktuelle coronasituation tirsdag klokken 11.30. Der er sat en time af til det virtuelle møde.

Det bekræfter Justitsministeriet over for Ritzau.

Fra regeringen er det sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), som deltager.

Dermed skal danskerne måske snart se frem til flere eller skærpede restriktioner. Men det vil først vise sig efter mødet.

Indkaldelsen kommer, efter at blandt andre regeringens støttepartier har brugt tirsdag morgen til at opfordre regeringen til at stramme restriktionerne yderligere.

Nødpasning i vuggestuer og børnehaver, at sænke forsamlingsloftet, at indføre indrejseforbud fra alle lande og hæve afstandskravet. Det er blandt de forskellige forslag, som SF, Enhedslisten og De Radikale er kommet med.

Regeringens støttepartier er bekymrede for en meget smitsom britisk variant af coronavirus. Den kaldes B117. Også en sydafrikansk virusvariant skaber bekymring.

På Twitter skrev SF-formand Pia Olsen Dyhr tidligere tirsdag:

- Vi er nødt til at lukke samfundet mere ned på grund af den britiske mutation af covid-19. Udviklingen er dybt bekymrende.

- SF foreslår derfor regeringen nødpasning i daginstitutionerne, og at færre mødes. Vi er nødt til at stoppe smitten, ellers ender vi med britiske tilstande

Efter et møde mellem Heunicke og sundhedsordførerne mandag om den aktuelle coronasituation stod det klart, at de nuværende restriktioner ikke skærpes yderligere. Efter det møde i hvert fald. Det ændres måske dagen efter.

Blandt de nuværende restriktioner, som for de flestes vedkommende løber frem til 17. januar, gælder eksempelvis, at alle elever i folkeskolen er hjemsendt og modtager fjernundervisning.

Til Ritzau har SF's gruppeformand, Jacob Mark, udtalt, at partiet ønsker forsamlingsforbuddet ned på fem.

Siden slutningen af oktober har loftet været på ti. Før det var det på 50.

/ritzau/