20200506-161939-L-1920x1280we
- Nogle af regnskaberne kan jeg slet ikke finde. Det virker næsten som om, at man gør sig umage for, at det ikke er synligt. Lønningerne er skjult, og det giver indtryk af, at der er pamperi, siger Venstres boligordfører Heidi Bank. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Partier kræver åbenhed om høje direktør-lønninger:
'Det giver indtryk af, at der er pamperi'

11. maj 2021 06.34
Direktørerne i den almene boligsektor skal ikke kunne tjene millioner, uden at offentligheden kender til det, mener flere partier.

Der skal være offentlighed om lønningerne til direktørerne i de almene boligselskaber, mener bl.a. Venstre og Konservative.

Forslaget kommer efter Jyllands-Postens afdækning af, at nogle direktører tjener over 2 mio. kr. om året.

- Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvor niveauet skal ligge. Det afgør bestyrelserne, men når der ikke er gennemsigtighed, bliver beboerdemokratiet sat ud af kraft og kan ikke styre økonomien, konstaterer Venstres boligordfører Heidi Bank, der har kigget i en række boligforeningers regnskaber for at granske lønniveauerne:

- Nogle af regnskaberne kan jeg slet ikke finde. Det virker næsten som om, at man gør sig umage for, at det ikke er synligt. Lønningerne er skjult, og det giver indtryk af, at der er pamperi. Det ser ikke godt ud, siger hun, der har kaldt boligminister Kaare Dybvad Bek i samråd.

Politisk ordfører Mette Abildgaard (K) mener ikke, at politikerne skal blande sig i direktørlønningerne, men siger til Jyllands-Posten om lønniveauet:

- Det er lønninger på niveau med statsministeren. Hvis jeg selv var beboer i en almen boligforening, ville det få mig til at sætte spørgsmålstegn ved det.

I dag har beboerne og andre interesserede ikke krav på at få oplyst direktørernes lønninger. Det skal de have, mener Mette Abildgaard. SF støtter kravet om mere åbenhed.

Lønningerne 'virker høje', mener boligminister Kaare Dybvad Bek, som er klar til at forhandle om mere åbenhed.

- Jeg kan godt forstå, hvis folk studser over nogle af lønningerne. Men de er styret af beboerne, det er dem, der har magt til at lave det om, siger Kaare Dybvad Bek til Jyllands-Posten.

Han understreger, at det hverken er kommunernes eller hans beslutning at diktere lønningerne. Det er forbeholdt beboerdemokratiet, som der ifølge ministeren skal værnes om:

- Men jeg oplever, at man i nogle boligforeninger godt kunne ønske sig stærkere beboerdemokratier. Det er det eneste, der kan sikre mod for høje direktørlønninger.