20200226-163150-6-1920x1280we__1_
nullFoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Trods lovning på flere pædagoger: Kommuner har ikke ansat én eneste

4. maj 2021, 8:41
- Vi kan ikke ansætte nogle, der ikke findes, lyder det fra borgmester.

I hovedstadskommunerne må børnene i daginstitutionerne kigge langt efter de ekstra uddannede hænder, som et politisk flertal ellers lovede landets forældre kort efter valget.

Det skriver Politiken.

LÆS OGSÅ: Sygeplejersker: Vi vil ikke spises af med endnu en kommission

Aftalen om de såkaldte minimumsnormeringer betyder, at kommunerne når kalenderen når 2024 skal have ansat det, der svarer til én pædagogisk medarbejder per tre vuggestuebørn og én pædagogisk medarbejder per seks børnehavebørn. 

Men i flere kommuner i hovedstadsområdet er der ikke ansat en eneste pædagog, viser lønstatistik fra København, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Dragør, Herlev, Hvidovre, Rødovre og Rudersdal, som Politiken har indsamlet.

Med til aftalen hører også, at andelen af uddannet personale i daginstitutionerne ikke må falde. Alligevel er det uudannede medarbejdere, der får job i institutionerne.

Det gælder blandt andet i København, hvor der blev ansat 224 ekstra medarbejdere uden pædagogisk uddannelse sidste år. I Lyngby-Taarbæk fik 14 pædagogmedhjælpere sidste år job i kommunens daginstitutioner, men ingen pædagoger.

- Vi kan ikke ansætte nogle, der ikke findes. Der er ikke uddannede pædagoger nok til, at vi kan indføre minimumsnormeringer med uddannet personale, og det gælder overordnet for kommunerne i hovedstadsområdet. Indtil der bliver uddannet flere pædagoger, kan vi bare prøve at konkurrere med hinanden om dem, siger borgmester Sofia Osmani (K) til avisen.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil ikke forholde sig til udviklingen, men børne- og undervisningsordfører Jens Joel (S) siger til Politiken:

- Der vil være steder, hvor man ikke kan gå ud på gaden og hente en uddannet pædagog ind. Men det er ikke en fribillet til, at kommunerne ikke skal gøre noget, for vi skal fastholde andelen af uddannet personale. De må lægge en plan for, hvordan de vil uddanne flere af pædagogmedhjælperne.