20160902-205159-4-1920x1281we
I 42 af 206 kommunale institutioner var mere end halvdelen af personalet ikke uddannede pædagoger. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Pædagoger i mindretal i daginstitutioner:
'Kritisk'

21. jun. 2021 07.50
Det er kritisk, når andelen af uddannede pædagoger er for lav i mange københavnske daginstitutioner, mener ekspert.

I nogle københavnske daginstitutioner er det kun én ud af fire medarbejdere, der er uddannet pædagog.

Det viser en opgørelse fra Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, som Politiken har fået indblik i.

LÆS OGSÅ: Mangel på pædagoger vækker bekymring: 'Børnene skal ikke bare opbevares'

Tallene, der afspejler et gennemsnit for hele året, viser blandt andet, at i 42 af 206 kommunale institutioner var mere end halvdelen af personalet ikke uddannede pædagoger. Otte institutioner havde under 40 procent pædagoger ansat, mens to daginstitutioner var nede på 25 og 22 procent. 

Og det er 'kritisk', når pædagogandelen er under 50 procent, mener Andreas Rasch-Christensen, der er chef for Forskningscenter for Pædagogik og Dannelse på VIA University College.

- Uddannede pædagoger gør en forskel for børnenes leg, læring og dannelse, siger han til Politiken.

Den lave pædagogandel i flere daginstitutioner er også langt fra Københavns Kommunes mål om, at mindst 66 procent af medarbejderne i institutionerne skal være pædagoguddannet.

Både sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) og børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) siger til Politiken, at det er 'indlysende', at en pædagogandel på 25 procent er for lidt.

De øvrige 164 institutioner i opgørelse fra Børne- og Ungdomsforvaltningen har mellem 50 og 80 procent pædagoger.

LÆS OGSÅ: Pædagoger flygter fra hovedstadskommuner