Overblik:
Her er regeringens udspil til en sundhedsreform

20220315-175510-L-1920x1348we
Regeringen præsenterede tirsdag sin længe ventede sundhedsreform på et pressemøde på Rigshospitalet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
16. mar. 2022 06.42
Regeringen vil blandt andet gøre op med unges drukvaner og gøre kommende generationer røgfrie.

Udspillet til en sundhedsreform, som den socialdemokratiske regering præsenterer tirsdag på et pressemøde på Rigshospitalet, har været længe ventet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) varslede en reform ved Folketingets åbning i 2020.

Så sent som 1. januar 2022 blev den udskudt igen med den begrundelse, at det ikke var tid til en sundhedsreform midt i en epidemi.

Men efter pres fra en utålmodig opposition lovede regeringen, at udspillet ville komme inden for årets første tre måneder.

Det er indtil videre blot et udspil, og regeringen skal nu forhandle med Folketingets partier om en endelig aftale.

Her er et overblik over noget af det, som regeringen foreslår med udspillet:

* Unge under 18 år skal ikke kunne købe alkohol:

Danske unge er blandt dem, som drikker sig mest fulde sammenlignet med andre europæiske lande. Derfor skal aldersgrænsen for salg af al alkohol op til 18 år.

* Børn født i 2010 og frem skal være røgfrie:

Regeringen har et mål om, at alle født i og efter 2010 skal være røgfrie. Om nødvendigt er den klar til at tage forbyde salg af nikotinprodukter til alle, som er født fra 2010 og frem.

* 20 såkaldte nærhospitaler:

Der skal oprettes op til 20 nærhospitaler fordelt over hele landet. Over de kommende år skal der investeres op til fire milliarder kroner i bygninger, teknisk udstyr og medicinsk apparatur.

Det forslag har regeringen præsenteret tidligere, og her fik det kritik, fordi der ikke var lagt op til ekstra bevillinger til drift.

* Velfærdslov:

Pengene skal følge med, i takt med at der bliver flere børn og ældre. Regeringen har allerede fremsat en velfærdslov, som skal forpligte denne og fremtidige regeringer til at sikre, at der er penge til flere børn og ældre.

Det er dog umiddelbart svært at se, at regeringen kan få et flertal til at stemme for loven.

* Flere ambulancer og akutbiler:

Regeringen vil styrke akutindsatsen med fem til ti ekstra ambulancer, akutlægebiler eller akutbiler i de dele af landet, hvor behovet er størst. det vil sige i de områder, hvor responstiden i dag er længst.

* Digital behandling i eget hjem:

Regeringen vil gøre sundhedsvæsenet mere tilgængeligt og fleksibelt ved at styrke indsatsen for at udbrede behandling i eget hjem med digitale løsninger til alle dele af landet.

* Sygeplejerskernes kompetencer skal bruges bedre:

Sygeplejersker skal have bedre mulighed for at udføre bestemte opgaver, som læger i dag foretager.

Regeringen nævner eksempelvis at sy mindre sår sammen, give vaccinationer, give væsketilskud og tage blodprøver.

* Læger skal fordeles over hele landet:

Regeringen vil omlægge hoveduddannelsen i almen medicin, så uddannelseslægerne får en praksispligt på op til et halvt år mere i almen praksis og tilsvarende mindre tid på sygehusene.

Desuden vil regeringen udbrede brugen af licensklinikker, som giver tilflyttende læger mulighed for at fokusere på lægearbejdet, mens regionen tager sig af administrationen.

Konkret vil regeringen i samarbejde med regionerne arbejde for at oprette 10 nye licensklinikker med plads til 10-30 ekstra læger i områder, som regeringen betegner som "lægedækningstruede".

* Kommission skal se på personalemangel:

En kommission skal komme med anbefalinger til løsninger til at håndtere udfordringen med mangel på personale i sundhedsvæsnet.

Kilde: Sundhedsreformen - gør Danmark sundere.

/ritzau/