20211116-202846-L-1920x1132we
Med regionsrådsformand Stephanie Lose i spidsen får Venstre 39,2 procent af stemmerne og i alt 17 mandater i Region Syddanmark. Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Store overraskelser ved regionalvalg:
Få overblikket her

17. nov. 2021 06.50
Midtjylland og Hovedstaden har fundet deres formænd, og dermed er samtlige regioner nu på plads.

Regionsrådsformændene i Midtjylland og Hovedstaden blev fundet onsdag morgen, og dermed er samtlige regioner nu på plads.

Her kan du læse mere om, hvem de fem regioner har udpeget:

* Nordjylland: Mest opsigtsvækkende blev resultatet i Region Nordjylland, da flertallet for første gang i 14 år skiftede fra rødt til blåt.

Ulla Astman (S), der har siddet som formand for regionen siden dens oprettelse i 2007, blev skubbet ud.

I stedet bliver det Mads Duedahl (V), der er rådmand i Aalborg Kommune, som fra det nye år kan sætte sig i formandsstolen. Det skete efter forhandlinger med de borgerlige partier.

Blandt partierne bag Venstres formandskab er De Konservative, som selv havde folketingsmedlem Per Larsen som kandidat til at lede regionen.

Han har mulighed for at få næstformandsposten i regionen, men det afgøres først endeligt, når poster i regionsrådet skal fordeles på et møde klokken 14 onsdag.

* Hovedstaden: En anden overraskelse fandt man i første omgang i Region Hovedstaden, hvor De Konservative for første gang nogensinde blev regionsrådets største parti.

Partiet fik ti pladser i regionen og blev dermed større end Socialdemokratiet, der ved alle valg har været det største parti, men som gik fire mandater tilbage. Dermed har Socialdemokratiet ni pladser i regionsrådet.

Det lykkedes dog Lars Gaardhøj (S) at lave en bred konstituering med De Konservative, Enhedslisten, De Radikale, Venstre, SF, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige bag sig og fortsætte som formand.

* Midtjylland: Også i Region Midtjylland fortsætter en socialdemokrat på posten.

Anders Kühnau (S) blev igen udpeget som regionsrådsformand, selv om SF, De Radikale og Enhedslisten mistede rød bloks flertal. Men også Det Konservative Folkeparti, Kristendemokraterne og Psykiatri-Listen endte med at pege på Kühnau.

Hanne Roed (RV) blev udpeget som første næstformand.

* Sjælland: I Region Sjælland blev partierne enige om at lade Heino Knudsen (S) fortsætte fire år mere som formand.

Det skete med opbakning fra De Radikale, Enhedslisten og SF ifølge TV 2 Lorry.

Socialdemokratiet gik frem ved regionalvalget. Et mandat mere blev det til, og partiet kunne derfor glæde sig over 15 pladser i regionsrådet.

Imens blev Venstre det næststørste parti, da det lykkedes at fastholde dets ti mandater.

Det var dog ikke nok til, at Jacob Jensen (V) kunne blive ny formand. Og dermed blev årets regionalvalg afslutningen på Region Sjælland tid som svingregion, hvor formandskabet har skiftet mellem de to partier hvert fjerde år.

* Syddanmark: Den måske mindste overraskelse kom i Region Syddanmark, hvor Venstre stadig er det suverænt største parti i regionsrådet.

Med regionsrådsformand Stephanie Lose i spidsen fik Venstre 39,2 procent af stemmerne og i alt 17 mandater. Det er en fremgang på 6,8 procentpoint og tre mandater.

Også Socialdemokratiet oplevede en fremgang, men det var altså ikke nok til at kunne udfordre Stephanie Loses formandskab.

Kilder: Kmdvalg, TV 2 Lorry, Nordjyske, TV 2 News og Ritzau.