Seng_p___hospitalet
Det forgangne døgn er der foretaget 55.363 prøver, og heraf fik 2180 at vide, at de var smittet. Det svarer til, at knap fire procent af prøverne var positive. (Arkivfoto) Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Over 100 personer er indlagt på intensiv med corona

27. dec 2020, 14:55
Næsten fire procent af de testede har fået at vide, at de har corona, viser tal fra seruminstitut søndag.

Der er blevet kortere mellem de positive coronaprøver, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) søndag.

Det forgangne døgn er der foretaget 55.363 prøver. 2180 fik at vide, at de var smittet. Det svarer til, at knap fire procent af prøverne var positive.

Det er en markant udvikling, lyder det fra Thorkild Sørensen. Han er professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet.

- Jeg synes, det fortæller mig, at vi ikke har set den forbedring, som vi ellers var glade for at se op til jul, siger Sørensen.

- Det er helt tydeligt, at vi har de problemer, som vi havde frygtet med en yderligere udvikling i epidemien i julehelligdagene.

Helt præcist er det 3,94 procent af prøverne, og det er den højeste positivprocent i perioden siden slutningen af maj, hvor alle har kunnet få en coronatest.

Antallet af indlagte er steget med 41, så i alt 817 coronapatienter er indskrevet på et af landets hospitaler. 102 af dem er så syge, at de modtager behandling på en intensivafdeling. Det er seks flere end lørdag.

65 på intensivafdelingerne får hjælp til at trække vejret af en respirator. Det tal er steget med tre siden lørdag.

Det er ikke kun positivprocenten, der slår rekord. Det gør også det samlede antal indlagte med coronavirus, mens antallet af intensiv- og respiratorpatienter er det højeste siden foråret.

Ifølge Thorkild Sørensen viser de nye tal fra SSI, at effekten af de seneste ugers skærpede restriktioner ikke kan ses endnu.

- Der var jo en vis optimisme for nogle dage siden, hvor det så ud, som om smitteudbredelsen faldt. Men med de seneste tal er vi jo langt fra at være i mål med at holde smitten nede.

- Vi har slet ikke fået styr på epidemien endnu, lyder det fra professoren.

I søndagens opgørelse er der registreret yderligere 21 dødsfald, hvilket er det næsthøjeste antal bekræftet på ét døgn. Den 23. december konstateredes 26 dødsfald. I alt har 1174 mistet livet med coronavirus.

Fire private udbydere foretager lyntest på statens regning, og det seneste døgn har de foretaget 25.086 test. Heraf kom 683 tilbage med et positivt svar. Det svarer til 2,72 procent af det samlede antal lyntest, de foretog.

Tallene for testede og smittede, der er fundet med lyntest af de fire private udbydere, indgår ikke i opgørelsen fra SSI.

Lyntest er mindre følsomme end pcr-test, som bliver brugt i det offentlige. Derfor anbefaler sundhedsmyndighederne, at folk bestiller tid til en pcr-test, hvis de er nære kontakter eller har symptomer på smitte.

/ritzau/