Over 10.000 kvalificerede ansøgere får i år afslag på at komme ind på drømmeuddannelsen. Det er en markant stigning fra sidste år (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Over 10.000 får afslag på drømmeuddannelsen

27. jul 2020, 18:01
Antallet af kvalificerede ansøgere, der får afslag på deres studieansøgning, er steget markant i år.

Mens rekordmange kan glæde sig over, at de er kommet ind på deres drømmeuddannelse, må over 10.000 kvalificerede ansøgere notere sig et afslag. Det er en markant stigning fra sidste år.

Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

- De fleste ansøgere får heldigvis plads på den uddannelse, de ønsker. Omvendt er der på nogle uddannelser ikke plads til alle.

- Det var den helt rigtige beslutning, at et enigt Folketing inden sommer besluttede at give penge til ekstra pladser. Havde vi ikke gjort det, måtte vi afvise endnu flere med kvalifikationerne i orden, skriver uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse

I alt får 10.686 kvalificerede ansøgere nej til at starte på det studie, de havde søgt om at komme ind på. Det er en stigning fra sidste år på 2270 - eller 27 procent - ifølge ministeriet.

En kvalificeret ansøger er en ansøger, som lever op til de adgangskrav, der er til en uddannelse - for eksempel at have haft matematik på et bestemt niveau.

Alle disse har dog ikke fået plads via kvote 1 eller 2. Det skyldes, at der på de pågældende uddannelser er flere ansøgere end pladser, og at de afviste ansøgere ikke har det fornødne karaktergennemsnit eller er blevet vurderet kvalificerede nok gennem kvote 2.

Ud over de afviste kvalificerede ansøgere er der også 8979 ansøgere, der ikke har levet op til de overordnede adgangskrav på de uddannelser, de har søgt.

Ingrid Kjærgaard, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, kalder det høje antal afvisninger for problematisk.

Hun mener, at obligatorisk individuel uddannelsesvejledning i det sidste år på gymnasiet er nødvendigt for at øge optaget.

- Her ville man kunne få et bredere kendskab til flere uddannelser, så man hører om andre, end dem ens venner lige søger, siger hun.

Specielt på medicinstudiet og psykologistudiet er mange vanen tro blevet afvist. På medicin er 1253 ansøgere blevet afvist, mens det inden for psykologi er 1013 ansøgere. Det svarer til henholdsvis 50 og 40 procent flere afvisninger i forhold til sidste år.

En del af stigningen i antallet af afvisninger dækker over ændrede optagelsesregler.

Ifølge ministeriet vil afviste ansøgere som noget nyt blive kontaktet og tilbudt vejledning af Studievalg Danmark.

- Der er mange uddannelser rundt i landet, der fortsat har ledige pladser.

- Derfor tager vi i år direkte fat i de afviste ansøgere, så de kan få ekstra vejledning om uddannelsesmuligheder, og hvor der fortsat er ledige pladser. Så er man ikke kommet ind, skal man ikke miste håbet, skriver Ane Halsboe-Jørgensen.

Det er først tirsdag, at de enkelte ansøgere får svar på, om de er optaget på de ønskede studier eller ej.

/ritzau/