c20210323185554284_org
Familien Kaysen har kæmpet en brav kamp med Odder Kommune, siden deres datter fik diagnosen Downs syndrom. De kæmper for at få støtte til deres datter, så hun kan udvikle sig Foto: TV2 Østjylland

Langer ud efter kommuner:
'Hvor bliver velfærden af?'

24. mar. 2021 06.33
Handicapområdet skal væk fra kommunerne. Sådan lyder det fra flere organisationer, det mener, det er problematisk, at det er de samme folk, der laver visiteringen, som sidder på pengekassen.

Handicapområdet skal ikke længere varetages af kommunerne. I hvert fald ikke hvis det står til en række organisationer.

- Kommunerne mangler viden, vilje, tilbud og økonomi. Og de bruger Ankestyrelsen som et testredskab for at se, hvor langt de kan skære i ydelserne, siger Marianne Banner, der er kredsformand i Østjylland for Landsforeningen Autisme, til TV2 Østjylland.

Kritikken kommer, efter TV2 Østjylland søndag kunne fortælle om Amalia, der fire måneder gammel fik konstateret Downs. Siden har hendes forældre kæmpet i månedsvis mod Odder Kommune for at få den nødvendige hjælp til deres datter.

- Vi har ventet på en ergoterapeut i 11 måneder. Det er simpelthen ikke godt nok. Det er jo hendes liv, og vi ved, det kan blive rigtig godt. Vi ved, hun kan rigtig mange ting, hvis vi træner hende, og så bliver vi bare syltet, siger Niels Kaysen, der bor i Odder og er far til Amalia, til TV2 Østjylland.

Desværre er familiens forløb ikke en enlig svale. Muskelsvindfonden oplever også tiltagende problemer med sagsbehandlingerne ude i kommunerne.

- Vi har bare set en dårlig kurve i forhold til, hvad folk efterhånden kan få bevilget, siger Simon Toftgaard, der er formand for Muskelsvindfonden, til TV2 Østjylland.

I forbindelse med kommunalreformen i 2007 overgik ansvaret for handicapområdet fra amterne til kommunerne. Det betyder, at det nu er den samme myndighed, der laver visiteringen, som sidder på pengekassen og skal bevilge hjælpen.

- Det fungerede meget bedre dengang, fordi amterne skulle bede om støtte hos regionerne, og sådan bør det være igen, siger Marianne Banner.

Risikerer man ikke, at kommunerne bare lader være med at søge om støtte fra regionerne, hvis det bliver sådan igen?

- Nej, for så vil borgerne jo også råbe op, og så kan de gå direkte til regionerne, så kommunen ikke skal være bindeled, siger Marianne Banner.

Ifølge Muskelsvindfonden er det heller ikke holdbart på den måde, som det fungerer i dag.

- Hvis man sidder i en kommune og kigger ned i en slunken pengekasse, men samtidig bliver bedt om at bevilge noget, så er det jo klart, at de to ting har svært ved at harmonere. Derfor skal vi se på den økonomiske del, siger Simon Toftgaard, der er formand for Muskelsvindfonden.

Den holdning bakkes op af en stor gruppe borgere. Siden august har mere end 50.000 nemlig skrevet under på borgerforslaget ”Handicapområdet skal væk fra kommunerne.”

De to byrådspolitikere i Odder Kommune, Lone Jakobi (S) og John Rosenhøj (DF) er uenige om mange ting i byrådssalen, men de er enige om, at de ikke kan se, hvem der skal varetage handicapområdet, hvis kommunerne ikke skal gøre det.

- Jeg kan ikke se, det vil løse problemet at flytte handicapområdet væk, siger Lone Jakobi til TV2 Østjylland.

I forbindelse med historien om Amalia, som TV2 Østjylland bragte søndag, mener John Rosenhøj dog, at Odder Kommune bør stramme op.

- Jeg føler med familien Kaysen, og jeg forstår ikke, at man ikke har en drejebog om, hvordan man håndterer børn med Downs Syndrom, som man kan tage ned, så man kan se, hvad man skal gøre, og det, mener jeg, skal strammes op, siger han til TV2 Østjylland.

Ifølge Lone Jakobi er kommunen allerede i fuld gang med at stramme op på børnehandicapområdet. Siden Børne- og Familiecentret i kommunen fik en ny leder i juli 2019, mener hun, der er sket fremskridt, og de arbejder stadig på det.

- Vi har i Børne-, unge- og kulturudvalget sat gang i en stor genopretningsplan hos Børne-Familiecentret, og det har vi gjort på baggrund af en stor taskforce-analyse. Vi følger helt tæt, om der er fremgang i det, siger Lone Jakobi, der er formand for Børne- unge og kulturudvalget i Odder Kommune, og tilføjer:

- Der er også stor opmærksomhed på, hvordan vi kan styrke samarbejdet mellem forældre og med børnene selv. Det er et langt sejt træk, som vi er gået i gang med, siger hun.

De seneste tiltag i Odder Kommune ændrer dog ikke på, at flere familier i Odder, som TV2 Østjylland har talt med, føler, de løber panden mod en mur, hver gang de beder om støtte og hjælp fra Børne- og Familiecentret. Og de er altså ikke de eneste.

Ifølge en undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer oplever knap halvdelen af de adspurgte - nemlig 44 procent - at de økonomiske hensyn vægtes højest, når deres sagsbehandler skal tildele hjælp. Kun 17 procent oplever, at de faglige hensyn sættes øverst.

Det har menneskelige konsekvenser. Derfor kræver Landsforeningen Autisme handling nu.

- Man traumatiserer en hel familie, hver gang man nægter at hjælpe. Vi lever i et velfærdssamfund, men hvor blev velfærden af?, siger Marianne Banner til TV2 Østjylland.

Dette spørgsmål har Niels Kaysen, der er far til Amalia, også stillet sig selv mange gange. For at få den støtte tilkendt, som Amalia har brug for, har familien hyret en advokat.

- Det er hårdt, og det er ikke sjovt. Vi er rimeligt privilegerede, fordi vi har ressourcer til at hyre en advokat, men det kan vi jo heller ikke blive ved med at kaste penge efter. Men vi ser det som en investering i vores to børn, som også skal have en hverdag, der skal fungere, siger Niels og fortsætter:

- Min datter har brug for støtte nu, og ikke om to, tre, fire eller fem år. Så er løbet kørt, og så bliver hun ikke lige så god, som hun kan blive, siger Niels Kaysen til TV2 Østjylland.