Finansforbundet medlemmer har med et stort flertal stemt ja til ny overenskomst. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

OK20: Markant ja til ny overenskomst i finanssektoren

1. apr, 12:11
Med et overvældende flertal på 94 procent af stemmerne har Finansforbundets medlemmer givet deres opbakning til en ny overenskomst.

Urafstemningen om det overenskomstresultat, som Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening blev enige om i februar måned, er afsluttet.

Resultatet er et overvældende flertal til ja-siden på 94 procent af de afgivne stemmer. 5,5 procent stemte nej, mens de resterende 0,5 procent stemte blankt. I alt 70,8 procent af de stemmeberettigede medlemmer afgav deres stemme, fremgår det af en pressemeddelelse fra Finansforbundet. 

LÆS OGSÅ: Bankfolk skal arbejde på akkord: - Ting i den her overenskomst, som jeg ikke havde troet muligt for ti år siden  

- Jeg er meget glad for, at medlemmerne bakker meget klart op om overenskomstresultatet, men også at så mange har taget stilling til deres overenskomst - ikke mindst set i lyset af den ekstraordinære situation, vi alle er i lige nu som følge af CoVid19, hvor der er masser af andre ting, der fylder i hverdagen, udtaler formand for Finansforbundet Kent Petersen og tilføjer:

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

- Overenskomsten er blevet til for medlemmerne og for at skabe nogle fornuftige rammer om arbejdslivet i den finansielle sektor, og derfor er jeg meget tilfreds med, at dem, det hele drejer sig om, også har engageret sig i afstemningen og sagt solidt ja.

Overenskomsten trådte dermed i kraft 1. april, mens de aftalte lønstigninger slår dog først igennem 1. juli. Den rummer udover en lønstigning på op til 6 procent, hvoraf en del er i puljer til lokal forhandling, ligeledes en stigning i det arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag på 0,65 procent. 

Derudover er der en række tiltag i overenskomsten, som har til formål at styrke trivslen, tilføre flere midler til kompetenceudvikling og implementere en modernisering af dele af løn- og arbejdstidssystemet.

- Vi gik til forhandlingerne med et klart signal fra medlemmer og bagland om, at trivsel var noget, der fyldte i hverdagen og derfor også var nødvendigt at tage fat på ved forhandlingsbordet. Det synes jeg også kommer klart til udtryk i den nye overenskomst, og det er jeg er glad for, at medlemmerne også har kvitteret for, udtaler Kent Petersen og fortsætter:

- Trivsel er nemlig tænkt ind mange steder - også f.eks. ift. nogle af de justeringer omkring løn og arbejdstid, som nu også indeholder mere selvstændig arbejdstilrettelæggelse. Det er en overenskomst, der både giver noget nu og her, men også peger fornuftigt og konstruktivt fremad. Nu skal den ud og leve i den konkrete hverdag, og det glæder vi os nu til at hjælpe på vej. 

LÆS OGSÅ: Uroen ulmer - DF-bagland gør oprør mod topstyring