20130416-145242-9-1920x1280we__1_
De nye overenskomster vedrører ansatte inden for landbrug, skovbrug, gartnerier, planteskoler, agro-industrien samt firmaer med fiskeopdræt. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Efter hårde forhandlinger:
Nye overenskomster til grønne 3F’ere

23. feb. 2021 13.15
Højere løn og en forbedret pensionsordning til elever er nogle af forbedringerne i nye overenskomster for 3F’ere på det grønne område.

En aftale om nye overenskomster til henved 20.000 medarbejdere på det grønne område. Det har 3F og arbejdsgiverforeningen Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, GLS-A, indgået forlig om tirsdag.

Det skriver Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: Nyt forlig gør meget lidt ved deltidsspøgelse i kommunerne: - Det store ryk er allerede taget

De nye overenskomster vedrører ansatte inden for landbrug, skovbrug, gartnerier, planteskoler, agro-industrien samt firmaer med fiskeopdræt. Overenskomsterne gælder for perioden 1. marts 2021 til 28. februar 2024.

Hos 3F er der tilfredshed med aftalen, der blev indgået tidligt tirsdag morgen efter i alt fem forhandlingsrunder mellem parterne.

- Vi er tilfredse med forliget. Jeg er mest glad for, at vi har sikret rimelige lønstigninger, flere penge til mere frit valg for medlemmerne samt en klart forbedret pension til eleverne. Det har været hårde forhandlinger, siger Peter Kaae Holm, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.

Overordnet set følger forliget om de nye overenskomster på det grønne område rammen for andre overenskomster, der det seneste år er blevet indgået for andre brancher på det private arbejdsmarked.

Overenskomsterne på det grønne område betyder, at medarbejdernes løn vil stige med i alt 9,55 kroner i løbet af de tre år.

Lønnen til lærlinge og udenlandske praktikanter bliver hævet med 1,1 procent 1. marts 2021. Med 1,1 procent 1. marts 2022. Og med 1,2 procent 1. marts 2023.

Som noget nyt i overenskomsterne kan lønstigningerne via lokale lønforhandlinger være op til to kroner i den treårige overenskomstperiode.

- Det var den pris, som vi måtte betale for at få flere forbedringer i overenskomsten for vores medlemmer. Jeg er dog tilfreds med, at vi har fået sat værn op for misbrug af ordningen i og med, at aftaler om lokalløn skal aftales med tillidsrepræsentanten på arbejdspladserne eller 3F. Jeg glæder mig også over, at det lykkedes os at få afværget arbejdsgivernes ihærdige forsøg på at få indført en lavere indslusningsløn til nye medarbejdere, siger gruppeformand Peter Kaae Holm.

En aftale om lokalløn skal indgås med tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen. Eller den lokale 3F-afdeling, hvis der ikke er en tillidsrepræsentant på virksomheden.

Elever under erhvervsuddannelse, udenlandske praktikanter og ungarbejdere kan ikke blive omfattet af en aftale om lokalløn.

Medarbejdernes såkaldte fritvalgsordning vokser fra de nuværende fire procent til syv procent i løbet af perioden. Medarbejderne kan blandt andet vælge at bruge de op til syv procent af deres løn på seniordage, børneomsorgsdage, indbetaling til pension eller til udbetaling af løn.

Med den nye overenskomst vil medarbejderne også få mulighed for at holde fri i forbindelse med deres børns anden sygedag.

Lærlinge får ret til pensionsindbetaling fra de fylder 18 år og har tre måneders anciennitet i virksomheden. Den samlede pension er på 7,65 procent af lønnen. Heraf betaler arbejdsgiveren 5,1, mens eleven betaler 2,55 procent.

Når eleven er fyldt 20 år, bliver pensionen per 1. september 2021 hævet til samme niveau som for voksne medarbejdere. Det vil sige, at arbejdsgiveren betaler 8,66 procent, mens eleven betaler 4,33 procent.

Med de nye overenskomster bliver der indført flekstid. Medarbejderne kan som udgangspunkt maksimalt oparbejde et overskud på flekstidskontoen på 74 timer og et underskud på 37 timer.

Hvis arbejdsgiverne beordrer overarbejde, skal medarbejderne have overtidsbetaling efter overenskomstens regler om det.

Aftaler om flekstid skal virksomhederne indgå med tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen. På virksomheder, hvor der ikke er valgt en tillidsrepræsentant, har medarbejderne mulighed for at inddrage 3F’s lokale afdeling.

De nye overenskomster rummer også muligheden for, at de ansatte kan afholde deres ferie i timer. Ferien skal dog så vidt muligt afholdes i hele uger.

Fagbladet 3F har tirsdag uden held forsøgt at få kommentarer til forliget fra GLS-A’s chefforhandler, godsejer og bestyrelsesformand Helle Reedtz-Thott.

Gruppeformand Peter Kaae Holm oplyser, at et enigt forhandlingsudvalg og en samlet bestyrelse for Den Grønne Gruppe i 3F anbefaler medlemmerne til at stemme ja til forliget.

Medlemmerne af 3F på området skal inden længe stemme om, hvorvidt de vil godkende eller forkaste forliget om de nye overenskomster.