Coronatest_Niels_Christian_Vilmann_Ritzau_Scanpix
Arbejdsgivere fik af Folketinget den 19. november ret til at kræve medarbejdere testet for covid-19. Foto: Niels Christian/Vilmann Ritzau Scanpix

Guide om coronatests:
Hvad kan din chef kræve

3. dec. 2020 17.00
Ny lov giver arbejdsgivere ret til at kræve medarbejdere testet for corona og oplyse om resultatet. Her er, hvad du skal vide som medarbejder

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Privat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

For fortsat at holde samfundet i gang på trods af høje smittetal herhjemme, vedtog Folketinget den 19. november 2020 en ny lov, der giver arbejdsgivere ret til at kræve medarbejdere testet for covid-19.

Sammen med advokat i HK Privat, Klara Hoffritz, har HK Privat lavet en guide med svar på de vigtigste spørgsmål om dine rettigheder som medarbejder i forbindelse med den nye lov.

Her er dine rettigheder:

Hvis din arbejdsgiver stiller krav om, at du skal testes, opfordrer vi dig til, at du kontakter din lokale HK-afdeling på tlf. 7011 4545.

1. Kan min arbejdsgiver kræve, at jeg bliver testet for coronavirus?

Ja, det kan din arbejdsgiver godt. Den ny lov giver offentlige såvel som private arbejdsgivere ret til at kræve, at medarbejdere bliver testet en eller flere gange.

Der skal dog være en god grund til det.
I lovteksten hedder det, at ”det skal være sagligt begrundet i hensynet til spredning af smitte med covid-19 eller væsentlige driftsmæssige hensyn”.

LÆS OGSÅ: HK Handel raser over tvangstest til ansatte: Nu reagerer minister

Det kan være, hvis din virksomhed har kunder, der kræver, at du kan forevise en negativ coronatest, før du kommer ud til dem, eller for at beskytte kolleger, forretningsforbindelser eller andre typer af gæster, der besøger arbejdspladsen. Det kan også være, hvis din virksomhed midlertidigt er lukket ned på grund af et større smitteudbrud, eller hvis du for eksempel arbejder med dyr.

Vær opmærksom på, at den nye lov kun gælder covid-19 tests og ikke fx antistoftests, og at du som medarbejder skal orienteres skriftligt om, at din arbejdsgiver kræver dig testet og hvorfor.

På arbejdspladser med samarbejdsudvalg eller arbejdsmiljørepræsentanter vil en aftale om krav om testning skulle gå gennem dem.

2. Hvad har min arbejdsgiver krav på at få at vide i forhold til testresultatet?

Hvis din arbejdsgiver har stillet krav om, at du skal testes, er du forpligtet til at fortælle om resultatet, så snart du har modtaget det.

Den nye lov giver også din arbejdsgiver mulighed for at stille krav om, at hvis du på eget initiativ har fået foretaget en coronatest, og testen er positiv, hurtigst muligt skal fortælle det til din arbejdsgiver. Et sådan krav skal du ligeledes modtage skriftligt.

3. Der findes i dag forskellige muligheder for testning, herunder quicktests. Hvor skal testningen foregå, og hvilke krav er der til selve testen?

Din arbejdsgiver kan bede dig om at blive testet på et af de mange offentlige covid-19 testcentre. Testen kan også foretages på arbejdspladsen. Hvis testningen skal foregå på arbejdspladsen skal testudbyderen være godkendt af sundhedsmyndighederne, testpersonalet have den rette uddannelse, og testningen skal ske på en professionel og betryggende måde.

Der er ikke i loven specifikke krav til testens kvalitet.

4. Skal testen laves i arbejdstiden?

Testen skal som udgangspunkt foretages i din almindelige arbejdstid. Hvis det ikke er muligt, skal du kompenseres økonomisk for den tid, du bruger på at blive testet. Det gælder også transporttid, og din arbejdsgiver skal også dække, hvis du har omkostninger i forbindelse med testningen til fx benzin eller offentlig transport. Det gælder i øvrigt også, hvis du har fået foretaget testen i din arbejdstid.

5. Hvad hvis jeg nægter at lade mig teste eller ikke oplyser om resultatet af en positiv test?

Hvis du vælger ikke at lade dig teste, selvom din arbejdsgiver i overensstemmelse med lovgivningen har krævet det, kan du få en påtale, advarsel eller i værste fald ende med at blive hjemsendt i en periode uden løn eller fyret.

LÆS OGSÅ: Endnu en kommune indfører flere corona-tiltag

Det samme gælder, hvis du nægter at oplyse resultatet eller undlader at fortælle din arbejdsgiver, at du er testet positiv for covid-19, selvom din arbejdsgiver har givet krav herom.

I begge tilfælde gælder, at din arbejdsgiver skriftligt skal have informeret dig om konsekvenserne ved ikke at lade dig teste eller oplyse om et eventuelt positivt resultat.

Hvis din arbejdsgiver misbruger loven, kan det give dig ret til en godtgørelse. Misbrug kan være for eksempel være, hvis din arbejdsgiver har pålagt dig at blive testet, men omstændighederne i forbindelse med testningen ikke er betryggende.

Du kan altid holde dig opdateret om dine rettigheder i forbindelse med corona i HK Privats FAQ.

Simon Tøgern: Ekstraordinær situation gør, at vi har nikket ja

Formand i HK Privat Simon Tøgern mener, at den nye lov er et nødvendigt værktøj i kampen mod corona, men han understreger, at det ikke er uden betænkelighed.

- Vi er grundlæggende imod, at man skal give helbredsoplysninger til sin arbejdsgiver. Principielt overskrider denne her lov derfor også grænsen for, hvad man som medarbejder skal dele med sin arbejdsgiver, men den helt ekstraordinære situation, vi befinder os i, gør, at vi alligevel har nikket ja, men det er med mange forbehold, siger han.

Han fortæller, at det er helt væsentligt, at hvis arbejdsgiverne skal pålægge medarbejderne en test, skal der være en særlig grund til det. Derudover er det vigtigt, at det er arbejdsgiveren, der skal dække alle udgifter forbundet med testningen, at det kun er resultatet af en coronatest, arbejdsgiverne vil kunne kræve resultatet af, og ikke andre former for tests eller i forbindelse med anden sygdom, og så at misbrug af loven kan forfølges fagretsligt.

- Det er samtidig vigtigt at understrege, at arbejdsgiverne stadig har en forpligtelse til at sikre, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det indebærer en pligt til at beskytte de ansatte i videst muligt omfang mod at blive smittet med covid-19, mens de er på arbejde, siger Simon Tøgern.

Bemærk: Denne artikel er skrevet til medlemmer af HK Privat, og man bør derfor kontakte sit eget forbund, hvis man har spørgsmål om sine rettigheder i forhold til den nye lov om coronatest.